Thobias Ndungu - der her ses afdrible en Brønshøj spiller glæder sig over udviklingen i HB Køges spil. (Arkivfoto. JCJ).

Thobias Ndungu - der her ses afdrible en Brønshøj spiller glæder sig over udviklingen i HB Køges spil. (Arkivfoto. JCJ).

HB Køge har fået flow i sit spil

Vigtig hjemmekamp mod Skive søndag eftermiddag.

Af
Per Møller

FODBOLD: Chancerne var der - men alligevel måtte HB Køge i søndags nøjes med det ene point med 2-2 resultatet i udekampen mod fC Fredericia.
- Jeg står med blandede følelser. Uafgjort er normalt udmærket her i Fredericia, men i dag er det virkelig ærgerligt at vi ikke får alle tre points med hjem. Vi var rigtigt gode i den første time, hvor vi skal føre med mere end 1-0. Så mister vi lige grebet en periode, hvor de får scoret to heldige mål, hvorefter vi får udlignet ligeledes på et heldigt mål af Anders Kaagh. Og til sidst har vi to store chancer for at afgøre kampen. Ærgerligt, sagde cheftræner Per Frandsen efter kampen til Lørdagsavisen.dk.
HB Køges trænerstab kunne dog glæde sig over at holdet efter at være kommet bagud fik vist den rigtige styrke og moral til at komme tilbage og til sidst være tættest på at hive alle tre points.
- Holdet viste en fin attitude hele kampen igennem, så der er masser at tage med fra kampen og bygge videre på, sagde Per Frandsen.
Den unge venstre back, Thobias Ndungu, var ligesom sin træner utilfreds med kampens resultat, men så dog alligevel en masse positive momenter i spillet på banen.
- Jeg synes faktisk, at det er den bedste kamp, vi har spillet indtil videre. Det kan selvfølgelig godt lyde lidt hult, når vi ikke vinder, men på rigtigt mange parametre, gør vi det godt. Jeg synes, vi for første gang i sæsonen får masser af flow i vores spil. Vi tør spille den rundt, og vi skaber en masse chancer. Derudover laver vi mål, selvom vi selvfølgelig skulle have lavet flere, siger Thobias Ndungu til www.hbkoge.dk.
- På vores gode start, skulle vi have lukket kampen tidligt. Det lykkedes ikke, og så får de to meget heldige mål. Alt i alt er der dog meget positivt at tage med til kampen mod Skive, vurderer Thobias Ndungu.
Til opgøret mod Skive vender angriber Jeppe Kjær tilbage efter udstået karantæne.
Den meget vigtige kamp mod Skive IK, der har 15 points - et mere end HB Køge - spilles søndag kl. 15.00 på SEAS NVE park.

Publiceret 27 October 2012 14:00