(Privatfoto).

(Privatfoto).

Se kunsten blive skabt hos Galleri Wenneberg

Nyt galleri i Køge skal give kunderne en oplevelse af at være til stede i skabelsen af kunsten

KØGE: Det er førstkommende torsdag, den 1. november, at døren åbnes til et lille nyt univers i Køge.
Galleri Wenneberg, Nørregade 8 B er skabt af tusch-tegner Sidsel Wenneberg Larsen, der i samarbejde med andre kunstnere inviterer indenfor til en anderledes og unik oplevelse.
Det var vigtigt for mig at finde et sted med den rigtige sjæl, hvor jeg også selv kan arbejde med min kunst, siger Sidsel Wenneberg Larsen, iværksætter og ejer af Galleri Wenneberg.
- Galleriet bliver et levende værksted, hvor jeg vil skabe en oplevelse for kunderne, så det ikke bare er billeder på væggen.
Der vil løbende komme ny kunst til galleriet fra kunstnere fra både Danmark og norden. Alle de udstillende kunstnere er nøje udvalgt for at sikre, at de passer ind i galleriet. Der er seks gæstekunstnere, som udstiller deres værker i galleriet ved åbningen.
Gæstekunstnerne vil ind i mellem være til stede i galleriet for f.eks. at fortælle om deres kunst eller lave workshops.
De første gæstekunstnere i galleriet er Evelyn Noval, der skaber smykker og stager m.v. ud af genbrugsmateriale af alt fra en støvsuger til en kageform. Winnie Strøm Schildknecht, der arbejder med former og farver på utraditionel facon. Anita Karen Nattestadt Karlsen, der med skrift og kompositioner skaber værker, der gløder.
Meisolle, der skaber dukker, der bliver levende på væggen og små væsner der taler til hjertet, Gitte Vollertsen, der med foto udstillingen af jord er du kommet fortæller en historie og skaber skønhed af forfald og Lisbeth Wolff fremstiller enkel julepynt, der er et kærkomment bud på fornyelse til juletræet.

Personlig kontakt og online support

Da ideen med Galleri Wenneberg blev mere konkret brugte Sidsel Wenneberg Larsen Køge Erhvervsservice til sparring omkring opstart og mange af de praktiske spørgsmål, der trængte sig på.
- Vi kan hjælpe iværksætteren med at gå fra tanke til handling, så der kan skabes en ny virksomhed, siger Mette Lerdorf, konsulent i Køge Erhvervsservice.
- Ofte har vi iværksætterne inde til et par møder, og de kan altid få løbende sparring eller henvisninger til f.eks. private rådgivere. Det er en inspirerende proces at være med til, når iværksætternes projekter går fra ide til en spirende virksomhed.
Der var været en god support fra Køge Erhvervsservice under hele forløbet fra ide til galleri, siger Sidsel Wenneberg Larsen.
- Det har givet mig en god ballast med den personlige kontakt. Samtidig havde jeg mellem møderne mulighed for sparring på e-mail.
Det har været med til at give mig fokus undervejs.
Åbningsreceptionen holdes den 1. november fra kl. 16.00 på Nørregade 8b, hvor der vil blive serveret lidt godt til ganen.
pm

Publiceret 27 October 2012 09:00