Kaffetanker:

Om at cykle

Af
Jørgen Flindt

Der ligger blade overalt på den snoede vej. Gule blade, røde blade, enkelte grønne blade men flest brune blade.
Det er efterår, og vejen her mellem Jerlev og ådalen fortæller det med al tydelighed. Året er ved at gå på hæld, og så siger naturen: Hey, se mig og serverer de smukkeste farver. For kort tid efter at smide de fleste farver på jorden. Eller asfalten som her.
Langt de fleste blade er nu stadig på træerne denne eftermiddag, hvor regnen atter engang har overtaget. Den snoede vej jeg er på, er min vej. Eller ok, jeg ejer den ikke ligefrem, og det er mange år siden, jeg sidst var her, men i mine unge dage, tilhørte vejen - på bakken op gennem skoven og forbi marken og helt op til Jerlev - mig og min cykel.
Vi var begge unge, cyklen og jeg, og vi var begge fyldt med krudt, der skulle brændes af, og derfor cyklede jeg ofte gennem ådalen fra Vejle. Ud forbi Skibet og ud til Haraldskær og så hen til bakken. Man kunne derfra tage to veje. den til Nørre Vilstrup, En vaskeægte serpentinervej. Ren guf for en ung mand, der havde en indre Tour De france rytter gemt i sig. Endda længe før Tour De France blev et hit herhjemme.
Men min ranglede krop og min gamle cykel og jeg, vi valgte nu sjældent bakken mod Nørre Vilstrup. Næ, bakken op mod Jerlev få hundrede meter længere henne, det var nu vores bakke.
Der var bare et eller andet over den bakke. Den var en sirene af en knold på vejen.
Hvorfor kan jeg ikke helt huske, og selvom jeg sidder her på bakken 30 år efter og nyder en kop kaffe og kigger ud over ådalen, så kan jeg stadig ikke huske, hvorfor den bakke var mere speciel end andre.
Men det var den, og hvorfor må forklares med det udefinere "sådan var det bare". Her er vildt smukt, og mens jeg sidder her, er det kun regnen, der giver lyd fra sig. Det og så trafikken på motortrafikvejen længere nede.
Her er ingen cyklister. Ikke mens jeg er her. Ingen Tour De France ryttere, men hvad pokker - de er vel også dopede hele baduljen, så den lille bakke er jo kun en kløen på baglåret for en cykelrytter. Men for mig er bakken minder. Om dengang jeg var cykelrytter i mine tanker i al fald. Om dengang det duftede af storhed, når man kæmpede sig op ad den stejle bakke og susede nedad igen.
Nu dufter det af efterår. Og kaffe. Man er vel blevet ældre, men må hellere snart på cyklen og tage turen. Måske endda inden alle blade er faldet af.

Publiceret 27 October 2012 08:00