Amalie bruger meget af tiden sammen med børnene fra hendes landsby, Kajiso.

Amalie bruger meget af tiden sammen med børnene fra hendes landsby, Kajiso.

En verden til forskel

Tirsdag den 16 oktober startede det længe ventede eventyr i Malawi. Jeg var fyldt med spænding og kunne mærke nervøsiteten ved de fugtige håndflader.

Af
Af Amalie Friis

REJSEBREV: Efter en introuge i selskab med de ni andre volontører fra Folkekirkens Nødhjælp, var det endelig blevet tid til at komme ud til min værtsfamilie, hvor jeg skulle tilbringe de næste seks uger.
Min opgave som volontør er at leve under malawianske forhold, hvor jeg er i stand til at se alt indefra og opleve deres kultur, som var det en del af min hverdag.
Dagene har passeret, og jeg har nu tilbragt hele 12 dage hos familien Phakati. Jeg befinder mig i det vestlige Malawi i Mzimba - min landsby hedder Kajiso, som betyder øje på dansk. Jeg er blevet taget varmt imod af mine ni søskende og min mor og far.
Min værtsfamilie er anderledes fra en dansk familie, da min værtsfar har besluttet sig for at gifte sig for anden gang. Det er ikke noget vi snakker om, men min værtsmors blik siger alt om hendes følelser omkring situationen. Jeg føler mig mere end velkommen i deres selskab, selvom familien ellers har rigeligt at tage sig til i sin hverdag.
Min drøm om at blive en del af en malawiansk familie, har fyldt meget i mine tanker inden afrejse. Jeg var i tvivl, om det var en umulig drøm, eller om det faktisk kunne lade sig gøre. Jeg kan hermed fortælle, at min drøm er blevet til virkelighed.
Jeg bliver præsenteret som families datter, og udtrykket "my child" bliver hyppigt taget i brug til diverse sammenkomster. Jeg tager imod al den kærlighed, de tilbyder, og får gerne op til flere kys og kram om dagen. Jeg kan ikke andet end at vågne op med et smil på læben.

Vasket fra top til tå

Jeg har allerede fået tildelt mig en daglig rutine, som min værtsmor, Linily Phiri, følger nøje hver dag. Hun vækker mig klokken 6 om morgenen, hvorefter hun insisterer på, at jeg skal op og i bad. Man skulle tro, at hun derefter ville lade mig bade alene, men jeg tog fejl.
Hun placerede mig i deres såkaldte baderum, som er en meter bredt og en meter langt. Foran mig stod en balje, en kop og et stykke sæbe, og så gik hun ellers i gang med at skrubbe mig fra ende til anden.
Jeg tror aldrig, at jeg har været så ren som efter sådan en omgang malawiansk skrubning. Det er en oplevelse, jeg ikke vil være foruden, men samtidig en oplevelse jeg aldrig havde troet, jeg ville komme ud for.

Dette er to af Amalies værtssøstre, Sibongile 27 og Sithembile 19.

Dette er to af Amalies værtssøstre, Sibongile 27 og Sithembile 19.

African style

I Malawi lærer man hurtigt, at tingene tager den tid, de ta'r. Når man ikke det, man havde planlagt på en dag, jamen, så når man det nok dagen efter. De tager alting med et gram salt – og sommetider kan det virke næsten skræmmende. Min tålmodighed er i hvert fald blevet sat på prøve, og jeg har skam også fået talt til ti et par gange.
Som dansker er det svært at forholde sig til, at man har alt den tid i verden til at udføre ens arbejde. I Danmark kan vi lide at få tingene overstået og derefter vende snuden hjemad. Malawianerne arbejder utrolig hårdt, men tingene sker, når der er absolut brug for det og ikke før. De har overskud til at hilse på gud og hver mand på deres vej. De smiler, imens arbejdet udføres, ja, de nynner endda en sang eller to, og siger ikke nej til en svingom.

Publiceret 01 November 2012 12:00