Thomas Christensen, Erhvervschef i Stevns Erhvervsråd.

Thomas Christensen, Erhvervschef i Stevns Erhvervsråd.

Erhvervsudvikling, netværk og inspiration

November er spækket med erhvervs-arrangementer i Stevns Erhvervsråd

STEVNS: November måned byder på en lang række arrangementer, som Stevns Erhvervsråd tilbyder de erhvervsdrivende på Stevns og dem med interesse i erhvervsudviklingen i kommunen.
Som et opfølgende arrangement på Stevns Erhvervstræf '12 i starten af oktober, afholdes tirsdag den 6. november Stevns Erhvervstræf – trin 2, hvor der igen sættes fokus på erhvervsudviklingen på Stevns.
Arrangementet er gratis og afholdes i Hårlevhallen kl. 19-21, og samler igen erhvervslivet til et viderearbejde med inputs til erhvervsredegørelsen, og dialog om hvorledes Stevns Kommune kan blive bedre for erhvervslivet - samt hvilke tiltag der vil styrke de lokale virksomheder.
Onsdag den 7. november kl. 7-9 samles det morgenfriske erhverv til Åbent Netværksmøde i Snurretoppen. Her er der mulighed for at starte dagen med, at spise morgenmaden med Stevns største erhvervsnetværk og få en snak med nye og gamle kontakter. En god start på dagen for dig der gerne vil udvide dit netværk, og møde de andre erhvervsdrivende på Stevns.
Erhvervsrådet krydser kommunegrænsen den 9. november kl. 15-23 og tager på inspirationstur til chokoladeproducenten Sv. Michelsen Chokolade i Hvidovre, der fortæller hvordan de vendte et traditionelt og lidt støvet image til et nyt. En spændende fortælling om hvordan man kan bruge oplevelser og kreativitet som konkurrencefordele. Turen er med bus fra Stevns og med efterfølgende spisning og underholdning.

Iværksætteri og innovation

I forbindelse med iværksætterugen, uge 46, sættes der fokus på den succesfulde iværksætters DNA og udpeger vækstdrivere for succesfulde iværksættere. Du kommer ind i hovedet på succesen, og får inspiration med hjem.
Hør Henrik Winther Olsen fortælle om sin succes som iværksætter fra opstarten med Trope-Snacks over væksten med Castus til nu at samle 6 kendte brands i sin virksomhed. Arrangementet, der er gratis, foregår den 14. november kl. 15-18 på Den Kreative Matrikel Stevns i Strøby Egede. Samme dag holder Den Kreative Matrikel Stevns Åbent Hus for nysgerrige.
Torsdag den 22. november kl. 18-21 kan du høre om innovationsprocesser i mindre virksomheder, når der afholdes Vækstmøde på Klinten i Rødvig. Her kan du lære mere om hvordan du kan tænke anderledes end du plejer, få nye tanker og nye idéer til hvordan du kan udvikle din virksomhed. En aften med inspiration til hvordan du kan revurdere dine strategier, og se anderledes på hvordan du gør tingene.
Udover de fem arrangementer er Erhvervsrådet også involveret i Jobcenterets arrangement den 20. november om praktikpladser på Stevns, og LAG'ens dag den 23. november, der sætter fokus på udviklingsprojekterne i kommunen og LAG Stevns og Stevns Fiskeri LAG's støttemidler.
Arrangementerne i Stevns Erhvervsråd er for alle interesserede, og har fokus på at støtte og styrke erhvervsudviklingen på Stevns og i de enkelte virksomheder. Mere om arrangementerne, som tid, pris og tilmelding, kan læses på www.stevnserhvervsraad.dk.
pm

Publiceret 01 November 2012 14:00