De Hylende Hunde fra Øster Lindet er på gaden med en ny CD.

De Hylende Hunde fra Øster Lindet er på gaden med en ny CD.

Hundeglam til jul

De Hylende Hunde fra Øster Lindet er på gaden med en ny CD

Af
Sven Møller

Der har netop været releaseparty i Øster Lindet. Landsbyens minimandskor er festligt og fornøjeligt på gaden med en skive med 14 særdeles varierede numre.
Igen har hundetræner Ellinor Jensen sammen med sit hundekobbel allieret sig med Studie Lymix i Vojens. I sommer gik koret i studiet med et tema strækkende sig musikalsk fra Jul, hen over vinteren til tidligt forår, hvor CD'ens sidste nummer vækker bjørnen.
"Det var simpelthen underligt at stå og synge julesange ved forårstide," fortæller en storsmilende Ellinor Jensen, som ikke blot dirigerer De Hylende Hunde, men har også arrangeret en stor del af musikken, som kan høres på CD'en.
Cirka 60 mennesker var mødt frem til god korsang, et let traktement og naturligvis hyggeligt samvær. Disse ting skrevet i en ikke prioriteret rækkefølge. Alle fik et par hyggelige timer, da "Mens vi er her - jule og vintersange" blev holdt over dåben, og skiven gik som varmt brød, da den fra det sorte klæde dukkede op med sit røde cover udført af Gitte Bojsen fra Tved ved Øster Lindet.
Første kunde var Karl Petersen præcist som for to år siden, da hundenes første CD "Mens vi er her" kom frem. Den CD er imidlertid udsolgt nu.
"Det var ret naturligt at udgive en ny CD," fortæller hundeformand Helge M Bøjsen:
"Den første er jo udsolgt, så der skal en ny til. Udgivelsestidspunktet er perfekt, for skiven kan da fint bruges som julegave," siger hundeformanden og tilføjer med et svedent grin: "Den koster kun en hund."
CD'en kan let blive allemandseje. Man skal blot klikke ind på Øster Lindets hjemmeside - osterlindet-by.dk og derefter søge ind på foreninger. Her findes en sti frem mod at blive den lykkelige ejer af et eksemplar af "Mens vi er her - jule og vintersange". De 60, som var med til releasepartyet, var i hvert fald begejstrede.

Publiceret 01 November 2012 08:00