Mindeord

Tirsdag den 30. oktober mistede vi i Tessebølle en af vores markante personligheder - nemlig Kjeld S. Pedersen også kendt som "Kjeld ved gadekæret".
Lige fra den første dag vi flyttede til Tessebølle i 1996 var Kjeld en stærk og vedvarende støtte i hverdagen - uvurderlig var Kjelds hjælp da vi skulle anlægge en køkkenhave på et jordstykke gennemfiltret af årtiers brændenælder, tidsler og kvikgræs.
I årene derefter var Kjeld leverandør af alt i friske og lækre fødevarer fra kalve til duer og kaniner. Kjelds uforbeholdne hjælpsomhed gjorde vores "integration" i Tessebølle til en leg.
Kjeld var også en af de bærende kræfter i at samle Tessebølle da Kommunen sidst i 90'erne ville lave lokalplan for landsbyen - et arbejde hvor det lykkedes at skabe nogle varige rammer om udviklingen i Tessebølle et arbejde der efterfølgende førte til oprettelsen af Tessebølle bylav.
At det nu skulle være slut med Kjelds livsbane var ikke netop det jeg kunne tænke da jeg i sommers besigtigede Kjelds seneste brænde"eventyr" hvor han på forbløffende kort tid fik omdannet 60 m3 solide stammer til nydelige brændestabler - brændestabler der de sidste mange år om noget har vist Tessebølles ansigt når man nærmede sig byen fra øst.
Vores tanker går til Ingrid, børn og børnebørn.
Ære være hans minde.
Niels Rolskov
Formand, Tessebølle Bylav

Publiceret 01 November 2012 14:00