Grete Højgaard, adm. direktør i MESSE C Fredericia, glæder sig til at åbne dørene til den nye fagfestival for handicappede.

Grete Højgaard, adm. direktør i MESSE C Fredericia, glæder sig til at åbne dørene til den nye fagfestival for handicappede.

Ny messe fremmer gode idéer

Inspiration til og mulighed for at leve det liv, man gerne vil med det handicap, man har. Dét er ledestjernen for en nyskabende messe, som ser dagens lys i sensommeren 2013

"Carefestival – Fagfestival for handicappede" er navnet på en ny messe i Messe C Fredericia. Messen vil sætte fokus på nytænkning, innovation og erfaringsudveksling på handicapområdet med det specifikke mål at øge livskvaliteten og lette hverdagen for handicappede – og også deres pårørende, hjælpere og andre.
På Carefestival vil en lang række medlemsorganisationer i Danske Handicaporganisationer (DH) præsentere sig og medvirke til at skabe et innovativt forum.
"Det unikke ved Carefestivals koncept er, at fokus er vendt 180 grader, således at brugerne er i højsædet. Det centrale er nemlig, at brugerne – altså de besøgende – får input, ideer og praktiske løsninger med hjem, som kan bruges i deres dagligdag," fortæller Grete Højgaard, direktør i MESSE C Fredericia.
"På den anden side har vi udstillerne, udviklerne og producenterne, som her får en unik chance for at komme i dialog med de besøgende, og dermed finde ud af lige præcis hvad det er, der kan gøre livet lettere for deres vigtigste målgruppe," understreger hun.

Se og oplev nye muligheder
"Medspillerne" i DH ser frem til premieren næste år:
"Det er vigtigt at skabe et nyt og visionært forum på og om handicapområdet, hvor personer med handicap selv er med til at bestemme og udfylde rammerne," påpeger Stig Langvad, formand for DH.
"Personer med handicap og deres pårørende skal kunne se og opleve eksisterende og ikke mindst nye muligheder, der kan lette deres daglige tilværelse og fremme det gode liv. Handicapområdet på tværs har brug for en bredt fokuseret og dybt inspirerende dialog baseret på den nyeste viden – og det gælder såvel personer med handicap selv som alle med opgaver indenfor området. Den almene befolkning skal få lyst til at mødes med personer med handicap – fordi det er gennem mødet, at positive holdninger til hinanden skabes," slutter Stig Langvad.
Messen finder sted den 5.-7. september 2013.

Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer, ser Carefestival som et forum der kan lette den daglige tilværelse for handicappede og personerne omkring dem.

Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer, ser Carefestival som et forum der kan lette den daglige tilværelse for handicappede og personerne omkring dem.

Publiceret 01 November 2012 11:00