Vær med i konkurrencen om at blive Køges største

Vær med i konkurrencen om at blive Køges største "tabere". Flotte præmier til vinderne.

Hvem bliver Køges største "tabere?"

Efter nytår skal Køge på vægten. Alle kan være med i en stor konkurrence om vægttab, som arrangeres af Køge Firmaidræt, Hjerteforeningen, Køge Cykelrings Venner, Spar Nord og Lørdags-Avisen.

Af
Martin Rasmussen

KONKURRENCE: Den 12. januar lyder startskuddet til kampen om, hvem der bliver Køges største "tabere". Gennem et otte ugers forløb kan alle være med i konkurrencen om at være det hold, der taber sig mest og vinder førstepræmien på 10.000 kroner.
Lørdags-Avisen, Køge Firmaidræt, Hjerteforeningen Køge, Køge Cykelrings Venner arrangerer i samarbejde med Spar Nord Køge den åbne konkurrence, hvor alle kan samle et hold på fem venner, kolleger, naboer eller klassekammerater og være med.
135 hold var med i en tilsvarende konkurrence i Randers for nylig, og målet er at nå op på 150 hold i Køge, hvor arrangørernes forhåbning er, at 750 deltagere vil tabe sig sammenlagt tre tons i løbet af de otte uger, konkurrencen finder sted.
Indvejningen sker den 12. januar i Køgehallerne, hvor der er lagt op til en festlig dag med masser af aktiviteter. Blandt andre kommer danseren Mie Moltke og danser zumba, mens ernæringseksperten Christian Bitz giver gode råd til deltagerne.
På denne dag får alle holdene også en vægt, som de skal veje sig på en gang om ugen - både for at markere de fremskridt, der forhåbentlig vil være i vægten, og for at deltage i konkurrencen om spurtpræmier undervejs i forløbet.
Og når de otte uger er gået, vil alle hold igen blive kontrolvejet i Køgehallerne, og vinderne af førstepræmien på 10.000 kroner vil blive fundet. Der er 5000 kroner i andenpræmie, mens tredjepræmien er 3000 kroner. Præmierne er sponsoreret af Spar Nord.
Overskuddet fra konkurrencen går til Hjerteforeningen, Køge Cykelrings Venner og Køge Firma Idræt. Det koster 100 kroner pr. person at deltage - i alt 500 kroner pr. hold. Tilmelding kan ske allerede nu, og Lørdags-Avisen og Spar Nord er allerede klar med tre hold hver.
Læs mere på www.koegepaavaegten.dk.

Publiceret 09 November 2012 05:45