Kan vi tilsammen smide 3 tons fedt på 8 uger…?

Af
Af Jørgen Petersen

Kære læser!
Det hører vist til sjældenhederne, at man kan fejre de bedste ”tabere” – men det er nu alligevel det vi gør i det nye år, hvor Lørdags-Avisen sammen med Køge Firmaidræt, Hjerteforeningen i Køge, Køge Cykel Rings Venner og Spar Nord søsætter konkurrencen ”Køge på vægten”.
Vinderne i den konkurrence er naturligvis de bedste ”tabere” – i overført betydning dem, der når at tabe sig mest på 8 uger.
Det er en helt åben konkurrence, hvor alle kan være med – man skal blot indgå i et hold med 4 andre personer – så alle hold er på 5 personer, og så drejer det sig ganske enkelt!!! om at opnå det største samlede vægttab i løbet af de 8 uger.
Det hele er selvfølgelig en spøg, men alligevel med lidt alvor i. Vi er nok mange, der vejer for meget i forhold til alle de ”officielle udregninger” – men som alligevel lever godt med det.
Omvendt går vi jo nok også tit og tænker tanken, at det kunne være rart lige at smide et par kilo eller tre…
Det der tit mangler er lige det sidste spark et vist sted…og så motivationen.
Der er nu alle chancer for at gøre noget ved…!
Og man skal absolut ikke være bange for, at det halve Køge kommer til at kende ens egen vægt. Det er slet ikke tilfældet, for hele konkurrencen bygger på index. Alle deltagere bliver kontrolvejet ved start, og bliver derefter tildelt index 100. Ens personlige vægt er således kun opgivet i index, og det vil derfor kilomæssigt være fuldstændigt anonymt at deltage i de 8 uger. Holdene skal vejes hver uge, og lederen af hvert hold – som man selv udpeger – skal sørge for, hver mandag, via nettet at indberette holdets resultat.
Hver uge vil der så blive kåret ”ugens højdespringer”, og til dem der er på dette hold vil der være masser af fine spurtpræmier, når de vel og mærke er blevet kontrolleret af en repræsentant fra Køge Firmaidræt.
Nu er Køge Firmaidræt med i projektet, men konkurrencen er åben for alle. Det behøver ikke at være firmahold – det kan lige så godt være et hold sammensat af familiemedlemmer eller bare gode venner.
Det koster kr. 100,- pr. deltager at være med, altså kr. 500,- pr. hold, og det hele bliver skudt i gang ved et større arrangement i Køge-hallerne den 12. januar, hvor der vil være en masse events, som  vi vil komme nærmere ind på her i avisen på et senere tidspunkt. Også når det hele afsluttes vil der blive lidt af en ”fest”. Når de 8 uger er gået vil alle blive kontrolvejet, og ved afslutningsarrangementet i Køge-hallerne den 9. marts vil der være kr. 10.000,- til det hold, der har tabt sig mest, kr. 5.000,- til det næstbedste hold og endelig kr. 3.000,- til 3.pladsen.
Som nævnt tidligere, så hører jeg jo ikke selv til de ”letteste fjer”, og blandt mine venner  og familie rundt omkring er der da vist også et par enkelte, som mere end tangerer det vi ynder at kalde for rigtige mænd: 100 +…
Til dem vil jeg sige: Jeg kan lige så godt advare nogle af jer her igennem avisen. I vil indenfor den kommende tid få en opringning med opfordring til at gå i gang med det helt store ”ædegilde”…!
For i skal være med på et af holdene, og det må da være lettere at få et godt index, når man vejer meget for meget…
Så bare spis, kære venner!
For mit eget vedkommende er jeg sikker på, at ”Mortens Anden” i aften kommer til at smage endnu bedre end den nogensinde har gjort. Den kan jo spises med god samvittighed – det samme gælder jo også juleanden – for på den måde er jeg jo selv med til at give de af mine venner og familie, der er med på mit hold, de bedste chancer for at løbe med sejren, når hele Køge går på vægten i starten af januar…og til den tid er der vel ingen af os, der har noget imod at blive Køges bedste tabere…?
Tilmeld jer på www.koegepaavaegten.dk .
- rigtig go´ weekend!

Publiceret 09 November 2012 10:30