158 ulovlige skydevåben er beslaglagt

158 ulovlige skydevåben og meget andet fundet ved ransagninger – otte varetægtsfængslet.

158 ulovlige skydevåben, et stort antal patroner samt håndgranater, mortergranater og tændsnore er resultatet af flere ransagninger samt en efterforskning, der har stået på siden begyndelsen af oktober måned.
Otte mænd i alderen fra 19 til 71 år er varetægtsfængslede for lukkede døre, og de første har nu fået dom.
Sagen begyndte, da Syd- og Sønderjyllands Politi i samarbejde med specialenheden Task Force Vest i begyndelsen af oktober ransagede hos to unge mænd på 19 og 22 år i Tjæreborg ved Esbjerg. Her blev der fundet 10 ulovlige skydevåben, deraf to maskinpistoler og tre pistoler. De to mænd blev efterfølgende varetægtsfængslet.
Efterforskningen førte til en våbenhandler fra Ribe, en 42-årig mand. Politiet mener, at han har leveret en del af våbnene fra Tjæreborg. Han blev derfor også varetægtsfængslet.
Yderligere efterforskning medførte, at en 22-årig mand  og en 37-årig mand – begge fra Esbjerg - kunne varetægtsfængsles for handel med en ulovlig pistol.
Efterforskningen førte desuden til en 71-årig våbensamler fra Aabenraa-området. Her vist en ransagning, at han lå inde med 17 ulovlige skydevåben fordelt på både pistoler og rifler. Manden er mistænkt for også at have solgt ulovlige våben. Han sidder også varetægtsfængslet.
Andre spor førte til fængsling af to våbensamlere på 54 og 43 år fra henholdsvis Haderslev og Vojens. Under ransagningerne her blev der fundet i alt 130 ulovlige skydevåben, blandt andet 11 maskinpistoler og 79 pistoler. De to har i dag fået dom ved retten i Sønderborg, hvor de hver især blev idømt to års ubetinget fængsel.
"Vores efterforskning tyder på, at der desværre åbenbart hos nogle våbensamlere er et stort antal uregistrerede og ulovlige våben. Desuden at man i et vist omfang handler indbyrdes og med andre interesserede med de ulovlige våben," siger efterforskningslederen, vicepolitiinspektør i Organiseret Kriminalitet hos Syd- og Sønderjyllands Politi, Hans Roost.

Publiceret 19 December 2012 09:45