Lærke bruger meget af sin tid med børnene i landsbyen.

Lærke bruger meget af sin tid med børnene i landsbyen.

8-årig bliver sat til alt derhjemme

Rejsefortælling. Børnene i Lærkes familie i Malawi kan være legesyge, men skal også være ansvarlige "voksne," der skal passe de mindre børn

Af
Af Lærke Stange Dahl

"Jeg havde ikke troet, at man kunne blive så tæt knyttet til nogen, som ikke taler ens sprog, nogen som du slet ikke kan tale sammen med. Men jeg overgiver mig fuldstændig til børnene i min familie.
Min brors datter Estnat på tre år er et af de børn med glimt i øjet. Hun er utrolig nysgerrig på verden. Jeg har lært hende at klappe og give high five, hvilket hun synes, er noget af det sjoveste. Min bror Peter på otte år er en utrolig betænksom lille fyr, og han har de sjoveste venner, som faktisk kan lidt engelsk. De prøver hver aften at lære mig at tale checeva. Min bror Jona på 18, sidder tit sammen med mig og maler i en malebog til de mindre børn, men han er hel vild med den og faktisk ret kreativ. Jeg kan ikke andet end at trække på smilebåndet, når en fyr på 18 sidder dybt koncentreret og tegner med min pandelampe på hovedet.
Jeg føler mig faktisk mest tryg, når jeg er omringet af en børneflok på 20 små dejlige unger. De vil virkelig ens bedste, og de går meget op i, om jeg har det godt. Tit kommer de med alt for mange mangoer, og jeg skal jo spise dem alle sammen, og de prøver at lære mig, hvordan man bliver en rigtig Malawianer.

8-årig med baby på armen

Jeg har lagt mærke til, at børnene både kan være legesyge børn, og ansvarlige "voksne", som skal passe deres mindre søskende, huset og dyrene. Det samme gælder mine brødre. De er tæt knyttet til deres mindre søskende, som de har været med til at opdrage og tage sig af. Peter får tit den tre måneder gamle baby stukket i armene og skal passe ham, og Jona er babysitter for Estnat. Det bånd som børneflokken danner i min afrikanske landsby, har jeg aldrig set før. De holder ikke hinanden, men finder støtte og tryghed hos hinanden, når forældrene ikke har tid til dem. Mødrene fordi de arbejder så hårdt, og ikke alle mænd i landsbyen tager sig tid til deres børn.
Men det må også være hårdt at vokse op herude i ingenting, hvor alle børn har mistet en søster eller bror. Det er heller ikke alle, som har mulighed for at gå i skole, fordi de skal passe familien, eller mangler penge. Min bror Jona går ikke i Secondary School, fordi det koster 8000 Kwachas (160 kroner) tre gange om året. Nu går han bare hjemme.
Min bror Peter går i skole, men nok kun til han skal starte i Secondary School. Peter er den store dreng i mit hus, for Jona bor i sit eget hus lidt væk, så han bliver sat til at hjælpe med alt hele tiden. Der er ikke så megen tid til leg, selv om man kun er otte år. Men alligevel lukker de mig ind i deres verden og deres liv, og de tør holde af mig. De er helt klart nogle vidunderlige mennesker, som skaber tryghed for andre og udviser omsorg og indlevelse.

Regntid på godt og ondt

Den skole, som Peter går på, ligger cirka fire kilometer væk fra landsbyen ud af en lille sti, som krydser den udtørrede flod i vores landsby. Han går i skole fra klokken 6. til 14 i hans fine blå skole uniform. Det er ikke et krav, at børnene skal have skole uniform på for at komme i denne her skole. Men nogen gange er det en udfordring bare at komme i skole. I regntiden når vandet strømmer i floderne, kan børnene i min landsby ikke komme i skole, de kan nemlig ikke krydse floden på grund af vandet. Jeg har ikke kunnet finde ud af, hvorfor de ikke har en bro, men det har de ikke. Regntiden skiller landsbyer ad og forhindrer skolegang, samtidig med at den giver liv.
Jeg ankommer til skolen, og Peter får øje på mig og tager mig i hånden. Det er en stor skolebygning med et kontor og en lærerbolig. Midt ude i gården under et stort træ er der en engelsktime i gang med en klasse på cirka 40 elever. Jeg får at vide af skoleinspektøren, at her kan der være mellem 40-60 elever per klasse. Lærerne skal kunne undervise i alle fag og alle årgange, hvilket jeg synes, må virke meget uoverskueligt som lærer. Hvordan kan man være god til alle fag på alle niveauer? Men de klarer det, og de klarer det uden støtte fra regeringen. Regeringen har lovet skolerne penge, men de modtager aldrig nogen, og de tør ikke tage kampen op. Skolen prøver at leve af lokale bidrag. Men det er svært, og der er stor mangel på lærere og materialer. På skolen får børnene et måltid mad, og Unichef har sponsoreret en brønd til skolen, så der er vand til børnene. Engang i den nærmeste fremtid får min landsby en skole. Den skal stå færdig til januar, så børnene i fremtiden kan komme i skole, selvom der er vand i floden."

Publiceret 26 December 2012 12:00