Et barn bliver vejet på en outreach klinik ude i en landsby i Malawi.

Et barn bliver vejet på en outreach klinik ude i en landsby i Malawi.

Her føder kvinderne på 2 panodiler

De fødende kvinder på hospital i Malawi nøjes med et par panodiler som smertestiller

Af
Af Lærke Stange Dahl

"It is better to travel hopefully than to arrive. It is the journey not the destination."
Citatet står skrevet med kulstort blæk på min fod. Ordene har dog aldrig passet bedre end nu, hvor mine fødder har ført mig rundt i det meste af Malawi.
Jeg har været i det sydligste Malawi, til world Aids Day, jeg har været i chikwawa, og jeg har besøgt de to storbyer Blantyre og Lilongwe. Jeg har badet i Lake Malawi, som er den klareste ferskvandssø. Jeg har set de fattige, og jeg har set de rige, jeg har oplevet ulidelig tørke og set frodige skove og søer. Nu er jeg langt oppe i bjergene i den kolde del af Malawi. Her er utroligt smukt og masser af regn.
Jeg bor ved en ny familie med min nye værtsmor Flossay på 51 og min kusine Anny på 20. Min nabo er min søster Maisy på 26 år med hendes tre børn, Peter, Melifa, Michelle og mand Aberham. Mit andet opholdssted har taget en helt anden drejning, alt er så forskelligt her i forhold til mit ophold i det sydlige Malawi. Nu går jeg og småfryser lidt, mens regnen styrter ned.
Det har nu regnet i lidt over en uge, alt er grønt og mudret. Her er rent drikkevand heller ikke et problem, da her er masser af vandpumper. Dog skal man stå tidligt op for at få vand, da brønden godt kan løbe tør for vand, så min familie er oppe klokken fire om morgenen hver dag. Til gengæld skal de ikke gå langt, hvis de skal på hospitalet, for der er et i byen, og det er her, jeg arbejder nu.
Hospitalet er lille og ret slidt, men med hjælp fra Folkekirkens Nødhjælp og Bilka får de snart et nyt hospital. Her er kun én doktor til patienterne, og det udendørs venteværelse er næsten altid fuld af syge patienter. De fleste kommer for at blive testet for malaria eller HIV-AIDS. Det tager kun 10 minutter og kræver kun en lille dråbe blod. Ellers bliver der tjekket op på de gravide kvinder og deres børn helt op til barnet er fem år. Både børn og gravide kvinder bliver vejet og får de nødvendige vacciner, og så får de gode råd om ernæring og "familyplanning." Hvis der er underernærede børn til stede, er der også et specielt program for dem.

Fødsel på 2 panodiler

Grunden til at der er så mange gravide, er både fordi at malawianerne får utroligt mange børn, helst en seks stykker. Men også fordi min klinik er en fødeklinik. Det er her, at gravide fra hele området kommer for at føde. Der er et lille rum med en briks, hvor de føder, og en stue med seks sengepladser hvor de gravide ligger og venter på de første veer.
Jeg spørger jordemoderen, om de giver smertestillende til de gravide. Jordemoderen kigger lidt underligt på mig og smiler, mens hun viser mig en pakke panodiler og siger "painkiller."
Jeg tænker, at ikke ret mange danske kvinder havde klaret en afrikansk fødsel. Jeg spørger så, om de har deres mand eller familie med inde i rummet. Svaret er nej, det ligger ikke til den malawianske kultur at se en kvinde føde. Bagefter fortæller jordemoderen, at der er en kvinde, som lige har født. Kvinden gik i fødsel ved 9-tiden og havde født klokken 11. Klokken er nu 14, og hun er allerede gået hjem. Alt hun fik var to panodiler.
Jeg bliver gang på gang forundret over, hvor stærke mennesker de er, og med hvilken lethed de tackler livet. Det er utroligt, hvad de kan holde til og på samme tid holde humøret højt.

Lærke Stange Dahl i området omkring sin nye landsby i bjergene i Malawi.

Lærke Stange Dahl i området omkring sin nye landsby i bjergene i Malawi.

null

Publiceret 01 January 2013 10:00