- Køge på Vægten bliver en fest

Talsmand Jesper Køster ser frem til mange deltagere og et stort samlet vægttab i Køge på Vægten, der starter om en uge.

KONKURRENCE Om en uges tid begynder Køges største samlede vægttab nogensinde, når op mod 750 deltagere er med til at forsøge at nå det samlede mål på et vægttab på tre tons.
- At tabe sig alene kan være kedeligt, men Køge på Vægten bliver en fest. Det går rigtig stærkt med tilmeldingerne, og vi forventer at nå målet om at 750 deltagere deltagere i starteventen den 12. januar i Køge Hallerne, fortæller direktør for Spar Nord Køge, Jesper Køster, som også er talsmand for gruppen bag Køge på Vægten.

Spar Nord har igangsat projektet i flere større byer, så Køge er i den forbindelse i selskab med Randers, Esbjerg, Skagen og Horsens. Målet på landsplan er 2000 deltagere i fem byer og et vægttab på 10 tons fedt.


Mange sjove holdnavne

Deltagerne i Køge har været særdeles opfindsomme med holdnavne som "Tykke piger kan også få tynd mave", "4 sild og 1 torsk", "Fem forfængelige fængselsbetjente", "Wika's sylfider" og mange andre sjove navne. Se dem alle på www.køgepåvægten.dk.

Virksomheden Cook Medical i Bjæverskov har indtil videre samlet flere end 50 medarbejdere til Køge på Vægten.

- Vi er superstolte af, at byens største virksomhed har interesse for Køge på Vægten – og glæder os meget over deres opbakning, fortæller Jesper Køster.
Man skal samle et hold på fem personer for at deltage i konkurrencen. Hvis man ikke kan det, så skriv på bloggen på www.køgepåvægten - så er der hjælp at hente med at matche deltagere til et hold.

Mød op på indvejningsdagen den 12. januar i Køge Hallerne klokken 15.00, hvor der udover inspiration og peptalk også vil være masser af gode tilbud på blandt motion og sportsudstyr.
- Hvis du er blevet inspireret og lidt nysgerrig, så mød op sammen med dit hold, I kan også tilmelde jer på dagen, lyder opfordringen fra arrangørerne.

Dagens program for det store kickoff-arrangement er:
Kl. 15.00 Borgmester Marie Stærke og Køge på Vægten byder velkommen
Kl. 15.10 Indvejningen starter
Kl. 15.15 Kom og vær med til Zumba med danseren Mie Moltke
Kl. 15.45 Ernæringseksperten Christian Bitz giver alle en peptalk


Fakta
Start: Den 12. januar klokken 15 i Køge Hallerne.
Tilmelding: www.køgepåvægten.dk.
Arrangører: Lørdags-Avisen, Køge Firmaidræt, Hjerteforeningen Køge, Køge Cykel Ring Venner i samarbejde med Spar Nord Køge.

Publiceret 06 January 2013 07:00