Bibliotekerne giver inspiration til, hvilke bøger man kan kaste sig over.

Bibliotekerne giver inspiration til, hvilke bøger man kan kaste sig over.

Bibliotekerne serverer læsetips

På bibliotekerne i Vejen, Brørup og Holsted kan man få inspiration til gode bøger

Af
Dorthe Andresen

Over tre eftermiddage i januar er der BogCafé på Vejen Bibliotek.
Nye og nogle enkelte ældre bøger bliver præsenteret på en engageret og personlig måde af medarbejdere fra bibliotekerne i Vejen Kommune.
Der er tale om tre forskellige programmer på de tre eftermiddage – til gengæld varer det kun en time hver gang.
Samtidig med at der bliver serveret gode læsetips og inspiration, serverer biblioteket også en kop kaffe eller te med lidt sødt til.
"Der kommer mange nye og heldigvis også spændende og interessante bøger på markedet hele tiden. BogCafeerne er et tilbud om at høre lidt nærmere om, hvordan de enkelte bøger er, så man kan få vækket sin læselyst," siger bibliotekar Hanne Klinting.
På Vejen Bibliotek har der allerede været BogCafé den 10. januar, de næste to BogCafeerne løber af stabelen torsdagene den 17. januar og 31. januar. Begge dage fra klokken 15.30 til 16.30. Der er kaffe på kanden og lidt til den søde tand fra klokken 15.00 begge dage.
Også Brørup og Holsted Biblioteker har BogCafé arrangementer henholdsvis den 21. januar klokken 19 og 24 januar klokken 16-18.

Publiceret 10 January 2013 11:00