Lene Slaikjær Grønlund og Steen Slaikjær modtog på virksomhedens vegne prisen.

Lene Slaikjær Grønlund og Steen Slaikjær modtog på virksomhedens vegne prisen.

Hvidbjerg Strand fik Initiativ- og Iværksætterprisen 2013

Et rekord stort antal på 315 lokale erhvervsfolk var i aftes samlet til den store nytårskur i Varde hvor campingpladsen fik overrakt prisen.

Af
Kim Schou

Bestyrelsen for Varde Erhvervs- og Turistråd ønskede igen i år at synliggøre og sætte pris på den gode, vedholdende og succesrige erhvervsindsats.
Initiativ- og Iværksætterprisen består af et diplom, en statuette udført af en lokal kunstner og en kontant præmie på kr. 10.000.
Som de forrige år har dommerkomiteen igen i år været på en svær opgave.
Trods en masse krisesnak er der fortsat mange enkeltpersoner og virksomheder, der gør det godt - og dermed har gjort sig fortjent til at være årets prismodtager.

Der var rekord med 315 deltagere ved nytårskuren i Varde.

Der var rekord med 315 deltagere ved nytårskuren i Varde.

Prisen gik i år til Hvidbjerg Strand

Over tid har virksomheden markeret sig som et af pejlemærkerne og forbillederne inden for sin branche. Den har dermed afspejlet branchens udvikling fra campinghygge til oplevelsesøkonomi.
"Den ene af ejerne er netop i dag hjemme igen efter at have været i Holland som finaledeltager til den prestigefyldte europæiske branchepris i kategorien "Europas bedste familiecampingplads 2013"," fortalte formanden for Varde Erhvervs- og Turistråd Vagn Jørgensen
Og Hvidbjerg Strand har i dag markeret sig som frontløber indenfor både velvære og teknologi.
Der er wellness i alle afskygninger, der er udsigt til strand og Vesterhav, badeland, hytter, trådløst internet.
"Vi har valgt en virksomhed og en personkreds bag virksomheden, som i ganske særlig grad hver eneste dag udviser kompromisløs kvalitetssans og skaber gode resultater til glæde for kunderne, ejerne og lokalsamfundet, " tilføjede Vagn Jørgensen.
Hvidbjerg Strand har 35 år på bagen, og i dag er 2. generation i forgrunden og viderefører virksomheden, som sin modne alder til trods stadig har samme gejst og dynamik, som ellers særligt kendetegner nye iværksættere.

Publiceret 10 January 2013 09:00