Dorte Rebbe.

Dorte Rebbe.

Innovativ agronom Dorte Rebbe fylder 50 år

Den 13. januar runder cand. agro. og hestekonsulent Dorte Rebbe Schou de 50 år.

FØDSELSDAG Dorte Rebbe er "iværksætter af hjertet". Med godt 20 års kompetence inden for hendes felt, er hun på 13. år direktør for den succesfulde, landsdækkende konsulent- og marketingvirksomhed HorseConsult.com i Tureby. I 2009 blev HorseConsult indstillet til top 3 til FDIH's eHandelspris, og i 2010 blev Dorte Rebbe præsenteret på Erhvervs- og Byggestyrelsens site Virksomhedskvinder.dk som rollemodel.

Bag sig har hun både en solid agronomuddannelse, masser af praktisk erfaring og faglige ophold i hhv. Sverige, Tyskland, England, Skotland og Kentucky.

Hendes hjerte har altid banket for heste, ridning og landboliv. Fritiden bruger hun bl.a. på deltidsbruget Skovhøj som hun og manden Henrik købte i 1999. Gården drives med både hestehold og planteavl. Parret har to raske drenge på hhv. 10 og 13 år.

Forbrugerpolitik og dyrevelfærd ligger hende også på sinde, og det har givet hende flere tillidsposter bla. i Forbrugerrådet og Dyrenes Beskyttelse. Hun er en af hovedkræfterne bag en ny hestelov fra 2007. I 2010 blev hun udpeget som Forbrugerrådets repræsentant i Det Dyreetiske Råd.

Publiceret 10 January 2013 10:00