Trods skuffelsen over at blive vraget blandt deltagerne på generalforsamlingen stiller Jorun Bech alligevel op til regionsvalget og håber på at få nok personliget stemmer til at blive valgt.

Trods skuffelsen over at blive vraget blandt deltagerne på generalforsamlingen stiller Jorun Bech alligevel op til regionsvalget og håber på at få nok personliget stemmer til at blive valgt.

Jorun væltet som S-spidskandidat

Overraskende valg på kredsgeneralforsamling

Socialdemokraternes nuværende medlem i Sjællands Regionsråd fra Roskilde, Jorun Bech, blev på en overraskende, dramatisk kredsgeneralforsamling onsdag aften i AOF-huset væltet som partiets lokale spidskandidat til efterårets valg 19. november.
Blandt de vægtede stemmer fra 50 fremmødte fik hun tre færre end Annemarie Knigge, mens den tidligere partiformand Søren Dalmark kom på tredjepladsen.
Den nye spidskandidat, der er helt ukendt i Roskilde-politik, bor i Trekroner og er 59 år.
Hun har været ansat i flere ministerier, i det daværende Roskilde Amt og var i en periode også direktør i Lejre kommune.
Nu arbejder hun i ergoterapeuternes faglige organisation, hvor det er helt i orden at deltage i politik, hvilket der ikke var mulighed for som embedsmand, forklarer hun.
Efter sit valg takkede Annemarie Knigge for tilliden og lovede at arbejde for både regionens og Roskildes interesser.

Personlige stemmer

Den interne afstemning på S-generalforsamlingen har kun betydning for kandidaternes placering på listen ved valget til regionsvalget.
Da partiet har sideordnet opstilling, er det nemlig alene de personlige stemmer på de enkelte kandidater fra hele Sjælland, som afgør, hvem der til efteråret bliver valgt til regionsrådet i Sorø.
Inden længe skal Socialdemokraterne i Roskilde også sammensætte deres liste til byrådet. Men her foregår det ved en urafstemning blandt alle de godt 500 medlemmer, som kan prioritere blandt alle kandidaterne. - Bortset fra borgmester Joy Mogensen, der allerede på en generalforsamling er valgt som spidskandidat, mens forhenværende Poul Lindor frivilligt indtager jumbo-pladsen.

Overrasket og skuffet

67-årige Jorun Bech, der blev valgt til Roskilde Amtsråd første gang i 1989 og i næsten 30 år var formand for HK-Roskilde, blev både overrasket og skuffet over afstemningen blandt de fremmødte:
- Ingen har rejst nogen kritik af mit politiske arbejde overfor mig. Men selvfølgelig har det nok spillet ind, at mange her i området er skuffede over den vedtagne sygehusplan, selv om jeg den gang var en af de få, der stemte for hovedsygehus i Roskilde,
- På trods af at jeg lige nu er både ærgerlig og skuffet, stiller jeg dog stadig op til regionsvalget for at samle stemmer til Socialdemokratiet - og om muligt blive valgt igen.
tk

Publiceret 10 January 2013 06:00