Ministeren talte grønt
Mange emner blev berørt, da 500 landmænd onsdag aften samlede landbrugets top til møde i Agerskov Hallen
Folk strømmede til, da landbrugets konkurrenceevne onsdag aften var til debat i Agerskovhallen. 500 landmænd og folk med tilknytning til faget var på plads, da fødevareminister Mette Gjerskov (S) og landbrugets førstemand, Martin Merrild, gav deres bud på fremtiden.
"Det blev en rigtig god aften, hvor vi virkelig var vidt omkring," er meldingen fra formanden for Sønderjysk Landboforening, Christian Lund.
Han glæder sig over, at det endelig lykkedes at præsentere fødevareministeren i det sønderjyske, og det var en veloplagt minister, der fortalte om konkurrenceevnen og svarede på deltagernes spørgsmål – uden dog at love landbruget noget som helst.
"Vi var ikke enige i alt, hvad der kom fra ministeren, men jeg tror og håber på, at hun vil tage spørgsmålene med hjem og tage det med i sine fremtidige overvejelser for landbruget," fortæller Christian Lund.
Vi vil udvikling
Mette Gjerskov glædede sig over at kunne møde de sønderjyske landmænd, og pointerede:
"Der er ikke noget, vi hellere vil end skabe udvikling i landbruget," lød det indledende fra Mette Gjerskov.
Hun pointerede samtidig, at landbruget ikke vil få frit spil, tværtimod.
"Landbruget får ikke lempet miljøreglerne. Udviklingen skal ske med en grøn omstilling. Landbruget har ikke råderet over hele den danske natur. Der skal også være en natur til fremtiden. Der skal også være en go’ natur til børnebørnene," påpegede Mette Gjerskov, der fastslog, at dansk landbrug kan overleve med den grønne linje.
"På sigt vil Tyskland, Polen og andre lande også komme til at overholde EU's miljøregler, og her skal vi være foran og dermed stå stærkt i fremtidens konkurrence," fastslog ministeren.
Let at være negativ
Martin Merrild pointerede, at det selvfølgelig er let at være negativ overfor en minister, og det er også mange ting, han er uenig med ministeren i. Omvendt fandt han det vigtigt, at faget ser muligheder og følger op på de ting, ministeren kommer med – som f.eks. at slagterierne ikke skal betale mere for rensning af spildevandet, end det reel koster, ligesom hun meldte ud, at hun gerne ser flere slagtesvinestalde, så der ikke skal sendes svin ud af landet.
Det er længe siden, der er talt positivt for flere stalde.
Topmødet var arrangeret af Sønderjysk Landboforening i samarbejde med LandboSyd, LHN, Landbrugsrådgivning Syd og Agerskov-gruppen.
Publiceret 10 January 2013 09:00