Jul i kommunen

DR's satiriske julekalender ”Jul i kommunen” lader til at have inspireret Roskilde kommunes forvaltning. En tidligere medarbejder i og omkring Viby Sjællands idrætscenter må nemlig ikke opholde sig mere end 4 timer om ugen på sin tidligere arbejdsplads. Den samme medarbejder fik i 2007 Roskilde kommunes idrætspris. En pris der gives for blandt andet at understøtte foreningsarbejdet. Vedkommende har før sin ansættelse i Roskilde kommune lagt mange flere end 4 timers frivilligt arbejde om ugen i Viby IF. Det belønnedes med en pris. Og nu hvor Kommunen/forvaltningen vælger at skille sig af med vedkommende, ”belønner” de ganske anderledes. Således siges der tak for indsatsen! Jeg undrer mig over måden hvorpå, man behandler sit personale. I ”Jul i kommunen” kalder borgmester Per Tommy Larsen smart kommunens Human Ressource afdeling for ”Hyring og Fyring”. Lige til at grine over. Roskilde kommunes forvaltnings håndtering af denne personsag er lige til at græde over. Jeg forventer ingen offentlige kommentarer fra forvaltningen, da de på ”professionel” vis jo nok ikke udtaler sig om personsager. I min verden ville en personlig undskyldning være på sin plads, samt et ok for at vedkommende igen kan deltage i det lokale foreningsliv på lige vilkår med os andre. Som almindelig bruger af Roskilde kommunes idrætsfaciliteter, frygter jeg at forvaltningens holdning til de lokale foreninger bidrager mere til foreningsdøden end det modsatte. Alle foreninger har brug for ildsjæle. Særligt i disse år hvor medlemstal er for nedadgående. Den fiktive borgmester Per Tommy forsøger at få sit navn udødeliggjort ved at ville opføre en SuperArena i den lille kommune Givsted. Jeg mener ikke at vi skal have en SuperArena i Viby Sjælland. Men vi skal have nogle idrætstilbud og faciliteter som er til gavn for alle aldre. Tilbud som bygger på anerkendelse af den enkeltes indsats til gavn for fællesskabet. Jeg personligt ønsker mig tilbud som er fleksible og alsidige. I min verden er Viby Idrætscenter og Roskilde forvaltning til for mig og ikke omvendt. Jeg ville nu have opfordret til at DU indstiller din kandidat til Roskilde kommunes idrætspris. I skrivende stund skulle det, ifølge Roskilde kommunes hjemmeside, kunne gøres på www.roskilde.dk/priser. Men som i satiren ender vi sjovt nok med en besked: ”CMS-Error: Siden er ikke publiceret”. Grin eller græd – du bestemmer. Claus Andersen Lundeparken 3 Viby.

Publiceret 10 January 2013 12:00