80-årig dræbt af flugtbilist

Kvinde anholdt for trafikdrab på Gershøjvej i Kirke Hyllinge

En 80-årig mand fra Kirke-Hyllinge var torsdag aften ude at gå en tur med en 74-årig mandlig bekendt langs Gershøjvej.
Da der ikke var noget fortov gik de to på vejen med den 80-årige længst ude mod vejmidten.
Her blev han kort før kl. 19 ramt af en person bil, der kom kørende ad vejen i sydvestlig retning.
Ved påkørslen blev den 80-årig mand slynget igennem luften, men føreren af bilen valgte at køre videre fra ulykkesstedet uden at stoppe.
En ambulance blev tilkaldt, og den påkørte mand blev kørt på skadestuen, men hans liv stod ikke til at redde.
Manden blev erklæret død på hospitalet, men man mener, at han døde allerede ved påkørslen.

Kvinde anholdt

Senere på aftenen modtog politiet et tip om flugtbilisten.
Kort før midnat troppede betjente op på en adresse i Kirke Hyllinge, hvor de traf en 37-årig kvinde.
Kvinden var stærkt chokeret, og politiet fandt en personbil med friske skader i fronten parkere ved hendes bopæl.
Den 37-årige blev anholdt og rutinemæssigt testet for alkohol og narkotika.
Den 80-åriges pårørende er blevet underrettet om den tragiske ulykke.
hw

Publiceret 11 January 2013 10:00