FC Sønderborg trodsede sneen

Sportschef håber på oprykning til Danmarksserie for FC Sønderborg

20 spillere var i weekenden mødt frem til årets første træning i FC Sønderborg.
På trods af banen var dækket af et tyndt lag sne og termometeret viste minusgrader, så var der masser af god energi at spore blandt de frem mødte spillere. Selve træningen stod assistent Ulrik Christensen for, da der var afbud fra cheftræner Olav Jessen. De to timers træning bød på en let træning, men den afsluttende gang spil på to mål afslørede masser af vilje og gejst. Samlet set en god opstart, der lover godt for fremtiden.
Klubbens sportschef Rasmus Andreassen ser positivt på spillermaterialet.
"Ingen tvivl om, at kan vi holde de spillere, der var til træningen i dag og får vi så lidt tilgang, som vi håber og forventer, så ser det godt ud. Men der er fortsat ikke helt 100 % afklaring med alle spillere, så vi må vente til første turneringskamp for at se, hvem vi har til rådighed," siger Rasmus Andreasen.
"Ambitionerne er selvfølgelig at spille med om oprykning til Danmarksserien. Men om det er realistisk, vil tiden vise. Vi kan selv gøre rigtig meget og har materialet til at spille med i toppen, men meget afhænger selvfølgelig også af de andre hold," siger Rasmus Andreasen, der peger på Hatting/Torsted og Århus Fremad som nogle af de stærkeste rivaler.
Første turneringskamp spilles i starten af april på Sønderborg Stadion.

Publiceret 15 January 2013 14:18