EU støtter lokalt projekt med 759.000 kroner.

EU støtter lokalt projekt med 759.000 kroner.

Sundhedshus får ambassadører

EU-støtte til uddannelse af sundhedsambassadører for nyt sundhedshus

Med støtte fra EU's Interreg-midler vil Sønderborg Kommune de kommende år uddanne en række sundhedsambassadører i det nye sundhedshus i Nordborg.
Det er frivillige, som skal iværksætte aktiviteter i nærområdet, som fremmer sundhed og forebyggelse – og samtidig mindsker sundhedsmæssige uligheder.
"Vi har søgt om støtte til projektet, fordi vi oplever, at vi nord og syd for grænsen står med nogle sociale og sundhedsmæssige udfordringer, der ligner hinanden meget – og det er glædeligt, at EU er enig med os i den vurdering og derfor har valgt at støtte projektet. Jeg synes også, det er vigtigt, at vi med dette projekt inddrager borgere, så de gennem deres arbejde med sundhed kan gøres til rollemodeller for andre," siger formand for sundhedsudvalget, Jesper Rosanes.
Projektperioden, som EU har støttet med 759.000 kr. til Sønderborg Kommune, går fra marts i år til juni 2015. Uddannelsesprojektet hedder "Sund og aktiv i hverdagen", og Sønderborg har søgt om at få støtte til det sammen med Aabenraa Kommune, Flensborg By, Verein 3G og Flensborg Universitet. Tilsagnet fra EU betyder, at der nu sammen med Aabenraa og Flensborg kan udvikles et fælles uddannelseskoncept, som kan bruges. Projektet vil blive udviklet sammen med Flensborg Universitet, som også evaluerer det.

Publiceret 15 January 2013 03:00