Peter Dyreborg på poetry-scenen. (Fotograf Claus Christensen).

Peter Dyreborg på poetry-scenen. (Fotograf Claus Christensen).

Brede smil fra Chicago til Hvidovre og Valby

Poetry Slam i samarbejde over bygrænsen

I løbet af foråret 2013 kan man igen opleve poetry slam på Teater Vestvolden i Hvidovre. Men som noget helt nyt samarbejdes der nu også med Kultur Valby.

Og det samarbejde betyder, at publikum både kan møde de bedste poetry slam performere, den mest folkekære danske digter, samt et ikon, der kommer hele vejen fra Chicago, USA. TV er for kedeligt Poetry slam er populært sagt en slags digte for folk, der synes, at digte er kedelige, og stand up for folk, der synes, at stand up er lidt tyndbenet. Det er en blanding af digte, historiefortælling og stand up, og er tankevækkende underholdning for nysgerrige i alle aldre. - En virkelig sjov aften, du vil sætte pris på, fordi TV simpelthen er for kedeligt, som tidligere DM-vinder Peter Dyreborg formulerer det. Det er Peter Dyreborg, som er vært for arrangementerne. Og udover nogle af de bedste danske poetry slammere, medbringer han den 14. februar musikeren og digteren Lone Hørslev, der i 2009 blev landskendt for sine humoristiske skilsmissedigte. Den 11. april er gæsten den folkekære Benny Andersen, hvis fortællinger og digte står i snart sagt hvert et hjem, fra Snøvsen og Svantes Viser til musikken med Povl Dissing. 16 minutter mellem bydele Fra Teater Vestvolden i Hvidovre til Valby Kulturhus på Toftegårds Plads er der kun 16 minutter med bus 1A, sådan cirka. Og for de friske, cirka 18 minutter på cykel. Den 21. juni samarbejder poetry slam-scenen i Hvidovre med Kultur Valby og Valby Kunstår om et show, der blander amerikansk, tysk og dansk poetry slam. Poetry slam stammer fra Chicago i USA, og det er ét af ikonerne herfra, Tim Stafford, som besøger Valby-Hvidovre-scenen sammen med én af Tysklands førende performere, den altid sprudlende Björn Högsdal. Samarbejde på tværs Peter Dyreborg, der står for de tre shows, bor selv i Valby, men sidste år begyndte han at samarbejde med teatret i Hvidovre, og det er dét samarbejde, som nu udvides til Valby med støtte fra Valby Lokaludvalg og Statens Kunstråd: - På sigt drømmer jeg om, at der kommer en fast Valby-Hvidovre-scene med poetry slam. Og hvor publikum gerne bruger 16 minutter på at komme fra den ene bydel til den anden, siger han med et smil og fortsætter: - Og selv om poetry slam oftest foregår på små steder, så er flere og flere ved at få øjnene op for, hvor god en aften man kan have med poetry slammerne og deres fabelagtige talegaver. I løbet af foråret 2013 skal han selv optræde fem gange på Gamle Scene på Det Kongelige Teater, som vel nok er den mest prestigefyldte scene i Danmark. Man behøver dog ikke tage ind til Kongens Nytorv for at opleve kongelig poetry slam - man kan også opleve det i Hvidovre og Valby. Torsdag den 14. februar, kl. 19.30 foregår Poetry slam, Valentines Day Special, på Teater Vestvolden i Hvidovre, vært Peter Dyreborg og gæst Lone Hørslev - info og billetter på TeaterVestvolden.dk. Støttet af Statens Kunstråd. Torsdag den 11. april, kl. 19.30 er der igen Poetry slam på Teater Vestvolden i Hvidovre, vært Peter Dyreborg og gæst Benny Andersen. Og sidste arrangement i rækken finder sted fredag den 21. juni, kl. 20.00 i Kulturhus Valby med Tim Stafford (USA), Björn Högsdal (DE) og Peter Dyreborg - info og billetter på PeterDyreborg.dk. Støttet af Valby Lokaludvalg, Kultur Valby og Statens Kunstråd.

Publiceret 17 January 2013 08:00