Patrick Westerholm stopper til sommer som træner for SønderjyskE's håndbolddamer.

Patrick Westerholm stopper til sommer som træner for SønderjyskE's håndbolddamer.

Cheftræner stopper i SønderjyskE

SønderjyskE's håndbolddamer skal have ny træner til sommer - Patrick Westerholm stopper

Af
Mikkel Hansen

SønderjyskE Damehåndbold skal have ny træner næste sæson.
Holdets træner Patrick Westerholm stopper nemlig til sommer for at søge nye udfordringer.
Parterne skilles i bedste forståelse, understreger sportschef Olivera Kecman:
"Patrick Westerholm har været cheftræner hos os i tre år, og det er helt naturligt at han gerne vil prøve sig af i et andet regi. Det er en del af gamet, at vores dygtige medarbejdere ind i mellem forlader klubben for at søge nye udfordringer. Vi er meget glade for, at Patrick Westerholm i sin tid sagde ja til at påtage sig opgaven med at opbygge et nyt hold med ligapotentiale. Den opgave har han løst på en fortrinlig måde. Han har skabt en professionel træningskultur og et lyseblåt hold, der på kort tid har leveret bemærkelsesværdige resultater," siger Olivera Kecman, der nu skal på jagt efter en ny træner.
"Vi er meget taknemmelige for Patrick Westerholms indsats i SønderjyskE, og kan kun give ham de varmeste anbefalinger med på hans videre færd i trænergerningen," understreger Olivera Kecman.
Patrick Westerholm ser med glæde tilbage på en spændende tid i Sønderjylland.
"For det første er jeg meget taknemmelig over at have fået chancen som cheftræner i SønderjyskE. Det har været en spændende rejse, hvor jeg både har udviklet mig som person og som træner. Vi har i fællesskab fået skabt et godt fundament, som en ny træner kan bygge videre på i den kommende sæson. Sammen med spillerne har vi fået opbygget en ny træningskultur i klubben. Spillestilen er blevet ændret markant i retning af hurtigere, sjovere og mere publikumsvenlig håndbold," siger Patrick Westerholm, og fortsætter:
"Jeg vil gerne vende tilbage til kvindehåndbolden på et senere tidspunkt. Det har været en oplevelse at arbejde med pigerne, som har stor ære af de resultater, der er skabt i klubben. Nu handler det om at fokusere på den næste opgave og de kommende kampe. Målet er, at SønderjyskE også i den kommende sæson skal levere resultater i landets bedste håndboldrække."

Publiceret 17 January 2013 09:59