Der blev tre campingvogne lige nappet

Indbrud og mindre brand også blandt døgnets begivenheder.

Af
Rune Weitling

På Darumvej er der mellem klokken 17.30 onsdag og klokken 8.00 torsdag stjålet tre campingvogne. Man har endnu ikke fundet campingvognenes registreringsnumre.
Der har været indbrud i et rækkehus på Bryndumvej mellem lørdag klokken 15.00 og i dag klokken 10.30. Man har knust en rude og gennemrodet huset. Det er endnu uvist, hvad der er stjålet.

I aftes opstod der en mindre brand på Folevænget i Vester Nebel. Noget isolering blev antændt, men branden var hurtigt under kontrol. Man vil nu se nærmere på branden, da den ikke burde kunne ske.

Klokken 23.30 blev en 47-årig kvinde taget for spirituskørsel på Tarphagevej. Kvinden, der er fra Esbjerg, blev taget med for at aflevere en blodprøve.

Politiet har desuden fået en anmeldelse om, at en 48-årig mand fra Esbjerg den 11. januar stjal to stk. oksemørbrad fra en butik på Randersvej. Kødet har en værdi af 644 kroner.  

null

Publiceret 17 January 2013 12:45