For 47-årige Liselotte Brix betyder Leg & Lærs lukning et vemodigt arbejdsmæssigt farvel til Sædding Centret, der har været hendes arbejdsplads, siden hun var 16 år.

For 47-årige Liselotte Brix betyder Leg & Lærs lukning et vemodigt arbejdsmæssigt farvel til Sædding Centret, der har været hendes arbejdsplads, siden hun var 16 år.

Farvel til Kop & Kande og Leg & Lær

Først var det SuperBrugsen, så Sylvia, og nu meddeler både Kop & Kande og Leg & Lær, at også de forlader Sædding Centret

Af
Louise Ritter

De har gået lidt stille med dørene, men nu sidder ophørsskiltene i vinduerne hos både Kop & Kande og Leg & Lær i Sædding Centret.
De to forretninger åbnede begge i foråret 2010, men efter knap tre år er det slut for de to. Mens Liselotte Brix i Leg & Lær med lukningen tager konsekvensen af en dalende omsætning, så har Birgitte Brix og Susanne Voetmann faktisk en rigtig fornuftig forretning i Kop & Kande, men her gør en drilsk ryg det ikke længere muligt for Birgitte Brix at arbejde i forretning, og selv om økonomien altså ser helt fornuftig ud, så ønsker Susanne Voetmann efter mange overvejelser ikke at føre butikken videre alene.
"Det gør så ondt på os begge at skulle sige farvel, og det er vigtigt for os at understrege, at det altså ikke skyldes forretningens økonomi. På grund af sygdom kan jeg bare ikke være med længere, og Susannes mavefornemmelse siger hende, at hun ikke har lyst til at drive forretningen videre alene," siger Birgitte Brix.
Lidt længere nede ad centergangen hænger ophørsskiltene også i vinduerne hos Leg & Lær. Forretningen ejes af Birgitte Brix' søster Liselotte og hendes mand, Søren. De to har også Bog & Idé i Kongensgade, og de lægger ikke skjul på, at forretningen i Sædding Centret simpelthen bare ikke længere er rentabel nok.
"Vi har ganske enkelt for få kunder. Efter at blandt andet legetøjsforretningen er lukket, er kundestrømmen i centret simpelthen ikke stor nok. Vi forsøgte os med at omdanne forretningen til Leg & Lær og trådte dermed ud af Bog & Idé-kæden, hvilket også delvist reducerede omkostningerne, men ikke nok. Oven i har det været stressende at drive to forretninger samtidig, så nu ser vi frem til at få det hele samlet i Kongensgade," siger Liselotte Brix, der endnu ikke vil sætte en endelig dato på lukningen, mens det ligger fast, at Kop & Kande lukker senest sidst i februar.

null

Publiceret 17 January 2013 09:30