Jim Lyngvild er ambassadør for Syddanmark i den store tv-indsamling

Jim Lyngvild er ambassadør for Syddanmark i den store tv-indsamling

Jim Lyngvild ambassadør for Syddanmark i stor tv-indsamling

Modekommentator Jim Lyngvild skal sammen med tv-lægen Peter Qvortrup Geisling sørge for, at Syddanmark vinder titlen som landets mest gavmilde region under Danmarks Indsamling 8. februar.

"Jeg er utroligt stolt over at være blevet ambassadør for Syddanmark, og jeg er lykkelig over, at jeg med min person kan hjælpe folk i nød," siger Jim Lyngvild, som er ekstra motiveret, fordi resultatet af indsamlingen blandt andet går til børn i Afrika.
"Børn er jo næste generation og fremtidens borgere, og det er dem, som skal bygge et nyt Afrika, hvis det skal ske på en troværdig måde. Vi skal ikke redde Afrika - det skal de selv gøre, hvis det skal lykkes. Men vi kan hjælpe dem, så de kan redde sig selv," siger Jim Lyngvild.
Indsamlingen foregår som en dyst mellem fire danske regioner, som under det tv-transmitterede show skal forsøge at samle flest mulig penge ind til de 12 største humanitære organisationer herhjemme.

Et stærkt makkerpar i spidsen

Det syddanske show foregår i Stadium Arena Fyn i Odense, hvor Odense Sport & Event og Udvikling Fyn i samarbejde med Jim Lyngvild er i færd med at udvikle et brag af en aften, som de syddanske borgmestre ser frem til.
"Det er vigtigt, at alle i Syddanmark støtter op om indsamlingen. Både for at støtte Afrika - og for at styrke regionen - opfordrer jeg alle i Syddanmark til at få stablet indsamlingsinitiativer på benene - store som små - og selv give nogle penge enten op til eller på aftenen den 8. februar," siger Anker Boye (S), som er glad for de to syddanske frontfigurer Lyngvild og Geisling.
"Jeg synes, vi har fået et stærkt makkerpar i spidsen. Peter Qvortrup Geisling er en saglig person med stor gennemslagskraft og høj troværdig. Jim Lyngvild er også meget seriøs om opgaven, enormt kreativ og energisk. Og så har han en fantastisk appel i den danske befolkning, hvilket flere end 50.000 likes på Facebook vidner om," siger Odense-borgmesteren.
Frem mod showet 8. februar håber arrangørerne, at der bliver etableret så mange lokale indsamlingsinitiativer som muligt. For at gøre initiativerne kendte i hele regionen, så man kan dele erfaringer og lade sig inspirere, har arrangørerne oprettet en hjemmeside og en Facebook-side.
Har du et initiativ, så send en mail til dkindsamling@udviklingfyn.dk

Publiceret 17 January 2013 06:00