Modelfoto: Mostphotos

Modelfoto: Mostphotos

Mentor-ordning er ren win win

Hos UCL Lillebælt Jelling bliver de studerende på læreruddannelsen tilknyttet en mentorskole og en personlig mentor. En givende måde at blande teori med praksis

Af
Jørgen Flindt

Gennem halvandet år har de studerende på læreruddannelsen på UCL Lillebælt i Jelling været tilknyttet en meget interessant og ny ordning.
En mentorordning.
Her får de studerende en tilknytning med både skoler, elever og lærere ude i "virkeligheden".
Her blandes den teori, som læres på Læreruddannelsen med den praktiske verden. Men ikke nok med at de unge snuser til livet ude på skolerne - det har man gjort i mange år i form af praktikophold - men så giver mentorordningen nogle andre fordele.
-De unge bliver tilknyttet en bestemt skole, hvor de gennem studieåret løbende følger en speciel mentorlærer. Her får de mulighed for at se, opleve og spørge ind til, hvordan tingene er ude på skolerne. Derudover skal de studerende være med til at lave eksperimenter ude i en skoleklasse, forklarer Michael Schmidt, der er studieleder på læreruddannelsen på UCL Lillebælt Jelling.

Konkrete oplevelser

Et eksempel på et eksperiment i en skoleklasse kunne være at kigge på, hvordan lærer og elever kommunikerer med hinanden.
Først skal der observeres og dernæst skal de studerende arbejde med forslag på en anderledes måde at gribe tingene an. Dernæst skal det nye forslag så afprøves i skoleklassen og til sidst skal det forløb så evalueres. Hvad skete der – helt præcist – hvad var årsagen og kunne vi have handlet anderledes?
Det giver de studerende nogle meget konkrete oplevelser. Men det giver også både mentoren og eleverne nogle nye vinkler på livet i en skoleklasse.
- Det er noget, som kan være givende for alle parter. Nu er ordningen så ny, at vi først er ved at evaluere den nu. Vi har da fået enkeltilbagemeldinger, der ikke var lige positive, så der er ganske givet plads til forbedringer, men generelt må vi sige, at vi har fået mange flotte tilbagemeldinger. Men det store billede får vi først om et par måneder, hvor resultatet fra en større evaluering er klar, forklarer Michael Schmidt.

Publiceret 17 January 2013 08:00