Esben Just optræder med sit soloshow på Teaterbygningen den 2. februar.

Esben Just optræder med sit soloshow på Teaterbygningen den 2. februar.

Esben Just tilbage med soloshow på Bygningen

Esben Just tager publikum med til jazzens hjemby, New Orleans, med sit soloshow, der kan opleves i Køge den 2. februar.

MUSIK: Efter i en årrække at have draget land og rige rundt med "trioen", er Esben Just nu for anden gang i sin karriere på tur med et soloshow. Et show der, lige som andet Esben Just er blandet ind i, har til formål at underholde, opløfte og glæde sit publikum.
Historier fra New Orleans, jazzens mytiske hjemby, fortællinger fra barndommens præstegård og sange fra de varme lande, vil danne rammen for denne aften, hvor Esben Just vil tage sit publikum med på en tur "way down yonder in New Orleans" ud på kanten af sædet og dybt ind i musikken.
Esben Justs kærlighed til bluesmusik formidles med boogie-basser der rykker og dundrer, men den klassiske musik er også tilstede i hans univers, og en livslang kærlighed til komponisten Chopin lader sig ikke skjule. Og selvfølgelig er Ray Charles også med på scenen, når Esben Just sætter sig bag mikrofonen.
Kort sagt: Esben Just er på dansk grund i en klasse for sig, når det kommer til klaver med begge hænder, en vokal der kan trække alligatorer ud af panelerne og et scenenærvær der kan tænde ild i alle hjerter, der banker for håndspillet og swingende musik.
Koncerten med Esben Just afvikles på Bygningen lørdag den 2. februar, og billetter kan købes via www.bygningen.dk.

Publiceret 20 January 2013 15:45