Har du hørt at...

7a fra Markusskolen skal dyste i DM i Hjemkundskab og meget andet?

...7-kanten opfører Den grimme Ælling som musical. Det kendte eventyr af H.C. Andersen har premiere den 18. januar i 7-kantens teatersal i Janderup.
...Konsulent i COWI A/S, Christian Roslev, er 9. januar blevet konstitueret som direktør for Sydtrafik. Kontrakten med den tidligere direktør for Nordjyllands Trafikselskab og DSB er af midlertidig karakter. Den udløber, når en ny direktør kan ansættes i Sydtrafik.
...Esbjerg Senior Erhverv mandag fik besøg af finansminister Bjarne Corydon. Ministeren kom bl.a. med et oplæg om, hvordan fremtiden ser ud med hensyn til beskæftigelsen, specielt for ledige over 50 år.
...Museumsdirektør Morten Hahn-Pedersen den 1. februar fejrer 25 års jubilæum som direktør for Fiskeri og Søfartsmuseet.
...Ribe Biograf efter planen skal være klar til at vise sin første film i juni 2014 - hvis altså alt går som smurt, når det ambitiøse biografprojekt for alvor skydes i gang med en stiftende generalforsamling i Ribe Fritidscenter den 22. januar klokken 19.00. Alle biografinteresserede opfordres til at møde op.
...Onsdag den 16. januar klokken 11.00 fik 20 studerende fra Esbjerg deres synlige bevis på, at de nu må kalde sig bioanalytikere. Det er hele holdet, som har bestået eksamen, og beviset for de ved deres dimission.
...Richardt Blok Nielsen (47 år) er fra 1. februar ansat som ny økonomi- og administrationschef i Jysk Landbrugsrådgivning i Esbjerg. Richardt Blok Nielsen er uddannet agronom, cand. oecon agro, og har ennem sin karriere opbygget en solid indsigt i landbrugserhvervet.
...Fredag 18. januar 2013 kan Karen Marie Visselbjerg og Harry Carl Kristensen, Esbjerg N, fejre Krondiamantbryllup. Byrådsmedlem Bente Bendix Jensen lykønsker parret på dagen.
...Børne- og undervisningsminister Christine Antorini besøger Teknisk Skole Esbjerg den 21. januar. Ministeren vil bl.a. få et indblik i en helt ny indsats, som Teknisk Skole Esbjerg har udviklet for at ruste de svageste elever til at tage en ungdomsuddannelse.
...Hanne Vivi Nielsen fra Esbjerg blev den heldige vinder, da Louis Nielsen i Kongensgade trak lod blandt alle, der op til jul donerede brugte briller til Louis Nielsens brilleprojekt i Tanzania.
...I næste uge skal 10 klasser fra hele landet deltage i Madkamp - DM i hjemkundskab 2012. Finalen foregår i Odense og 7a fra Markusskolen er med blandt de klasser, der dyster om titlen som Danmarksmester i hjemkundskab.
...Billetsalget til Showkorets nyeste forestilling, "Hollywood Fantasy", er i fuld gang.

Publiceret 20 January 2013 07:15