Årets svømmer Christina Munkholm foran de mange svømmere der vandt klubmesterskaber og blev hyldet på anden måde for en stor indsats.

Årets svømmer Christina Munkholm foran de mange svømmere der vandt klubmesterskaber og blev hyldet på anden måde for en stor indsats.

Nye klubmestre hos Køge Svømmeklub

Tradition og fornyelse gik hånd i hånd da årets klubmestre blev kåret i Køge Svømmeklub

SVØMNING: Køge Svømmeklub har afholdt klubmesterskab for både bredde- og konkurrenceafdelingen i Herfølge Svømmehal.
Aldersmæssigt var spændvidden derfor stor, lige fra de alleryngste svømmere, som med sommerfugle i maven stillede op til deres første stævne; over de mere garvede konkurrencesvømmere til klubbens masterhold for voksensvømmere.
De yngste svømmere fra breddeafdelingen fik lejlighed til at vise de fremmødte forældre, hvor dygtige de var blevet i bassinet. Breddechef Dorthe Ørving kunne med tilfredshed notere mange flotte tider, og var derfor ikke sen til at fastslå, at med den talentmasse var der mange nye hurtige konkurrencesvømmere på vej i klubben.
For hvert løb blev der, som traditionen byder, uddelt guld-, sølv og bronzemedaljer til de tre hurtigste, mens alle andre præstationer blev belønnet med KSK's helt særlige jernmedalje.
Ved klubmesterskabet vrimlede det også med delfiner i bassinet. Køge Svømmeklub har i indeværende sæson arbejdet med et helt nyt delfin-koncept, som bygger bro mellem svømmeskolen i breddeafdelingen, og træningen i konkurrenceafdelingen. De mange delfiner gik på med krum hals, og leverede den ene pragtpræstation efter den anden.
Ud fra den samlede pointsum for flere løb kan der nu kåres en delfin-klubmester for både piger og drenge. De to klubmestre vil på behørig vis blive hyldet ved årets første nålestævne, hvor Herfølge Svømmehal vil være fyldt med delfin-svømmere, og navnene vil derfor først blive offentliggjort til den tid. Uha for en spændende ventetid.

Nye regler

I konkurrenceafdelingen blev klubmesterskaberne afviklet på en helt ny måde. Der var ved lodtrækning fundet frem til en række løb, som alle skulle stille op i, uanset disciplin og løbslængde.
Svømmerne kunne således ikke nøjes med deres favoritstilarter eller forlade sig på kun at svømme sprintdistancer eller de lange løb, men blev bedømt som all-round-svømmere.
Hos de yngste piger (født 2003 eller senere) gjorde Caroline Gøttrup Bagge rent bord og vandt alle løb, og blev derfor en suveræn vinder af klubmesterskabspokalen. Mathias Nielsen gentog præstationen for drenge årgang 1999-2000. De yngste drenge - født 2001 eller senere - skiftedes pænt til at vinde de individuelle løb, men til sidst løb Daniel Hartkopf med den samlede sejr.
Anna Andersen, der er ny lovende svømmer i KSK, vandt 4 af de 5 løb, og dermed klubmesterskabet for årgang 2001-2, og det samme gjorde Astrid Delin i den to år ældre aldersgruppe samt Rasmus Birkedal i drengegruppen 1997-98. Emilie Eskildsen lod også kun en konkurrent vinde et enkelt løb, og hjemtog selv klubmestertitlen for juniorpiger.
Hos seniorerne viste Christina Munkholm sin styrke og vandt alt, hvad vindes kunne, og dermed klubmesterskabet. Hos juniordrengene lod Viktor Christensen heller ingen tvivl om, hvem der var den bedste, idet han ikke blot vandt samtlige løb og dermed juniorpokalen, men samtidig fik point nok til at vinde klubmesterskabet for seniorer – foran sin storebror Frederik.
Det blev i familien, da farmand Peter Christensen blev klubmester i mastergruppen. Han blev hyldet samtidig med spindesidens vinder Hanne Stevnsborg.
 

Flere pokaler

Konkurrenceholdene havde stemt om titlen som den bedste kammerat, eller den svømmer man nødigst ville undvære på holdet. Denne fornemme udnævnelse tilfaldt på C-holdene Ida Guldbrandsen og Rasmus Danielsen, mens B-holdet havde peget på Lasse Foss Sylow og A-holdet Lars Merl.
Trænerne for hvert hold havde haft den vanskelige opgave, at finde frem til årets fighter. Det blev for C-holds drenge Emil Krohn Olsen, og for pigerne Sarah Aarslew Jensen. Astrid Delin fik endnu en pokal, da hun blev udnævnt til fighter på B-holdet, og fra A-holdet kom den sidste af Christensen-familie på scenen, idet Magnus strøg med fighterpokalen.
Pokalen for det højeste pointsum for et enkelt løb gik ikke overraskende til Christina Munkholm, der både har vundet medalje ved EJM og sat danske rekorder i indeværende sæson. Christina Munkholm var også af trænerne blevet udnævnt til Årets svømmer. Titlen og pokalen som årets talent gik til Melanie Degner.
Sidst men ikke mindst var der en pokal til Året træner, hvor Örn Arnasson blev hyldet af sportschef Ricki Clausen både for at være en dygtig træner, og samtidig en person der altid er parat til at træde til og få tingene til at hænge sammen.
Aftenens måske fornemste pokal blev uddelt af A-holdssvømmerne, der hvert år kårer Årets frivillige i Køge Svømmeklub. Fuldt fortjent gik titlen til handyman Johnny Hansen, der med ildhu og håndværksmæssig kunnen sørger for vedligeholdelse og reparation i og omkring klubhus og svømmehal.
Ved klubmesterskabsfesten blev alle kåringer ledsaget af ivrige klapsalver, så de mange fremmødte forældre, svømmere og trænere så efter disse ”anstrengelser” frem til at kunne kaste sig over KSK's legendariske kagebord – der selv om det var overdådigt traditionen tro næsten blev rippet.
pm

Publiceret 20 January 2013 10:30