Så swinger frokostjazzen i Smedeværkstedet igen.

Lørdag d. 2. februar begynder en ny sæson med frokostjazz i Smedeværkstedet.

Af
Kim Schou

Der lægges ud med et absolut publikumshit - Vibæk Jazz Band. Der har været bud efter efter bandet til f.eks. frokost og torvejazz, koncert- og kulturrrangementer samt større fester, og efterhånden er folk blevet klar over, at de spille- og syngeglade medlemmer ikke blot bevæger sig i nærområdet. Bandet har været - fra vest - i Hvide Sande - til øst - på Bornholm. Desuden har bandet også været et par gange syd for grænsen i Hamburg, og i sommeren 07 underholdt Vibæk Jazz band ved et friluftsarrangement i Sverige.
"Jeg tror," siger Dorte Schori, "at publikum vil blive skuffet, hvis de ikke bliver opfordret til at bruge sang - eller nynnestemmen lørdag d. 2. februar. Ud over en række kendte jazzmelodier, bliver der som regel også spillet danske ting, så husk at tage vel imod opfordringen til at "hjælpe" med sangen," lyder opfordringen fra Jazzsmediens formand.
Orkestret har eksisteret siden midten af 90'erne. To af dets medlemmer er gamle klassekammerater, der har spillet sammen siden skoleårene bl.a. på den tidligere Ungdomsgård i Varde. Tre kommer fra Vesterhavsdrengene i Esbjerg, og som medlemmerne så smukt udtrykker det, er de sidste tilløbere.
Arrangementet finder sted lørdag d. 2. februar i Smedeværkstedet kl. 12 -15. Brug bookingssystemet på hjemmesiden www.jazzsmedien.dk eller ring på tlf. 75 220157.

Publiceret 20 January 2013 08:00