Kenny Bruun Olsen ser frem til et bredt samarbejde i byrådssalen.

Kenny Bruun Olsen ser frem til et bredt samarbejde i byrådssalen.

Olsens plan:

Bredt samarbejde

Kenny Bruun Olsen har taget plads i borgmesterstolen

Af
Lars Saugbjerg

Borgmestergangen, Fredericia Rådhus onsdag kl. 12.30. Telefonen ringer.
"Det var Kenny. Han er på vej," lyder det fra medarbejderen, der tog telefonen.
Nogle minutter efter kommer Kenny Bruun Olsen halsende ind.
Goddag, goddag. Nå, har du travlt?
"Ja, det synes jeg. Jeg er jo blevet kastet ud i det fra den ene dag til den anden. Så der er mange nye ting, jeg lige skal have styr på," siger Fredericias nye borgmester - tænder for sin computer - og sætter sig til rette i sin nye stol.
Det har været nogle turbulente uger på den lokalpolitiske scene. Afsløringer, ekslusioner og kovendinger. Landsdækkende medier rykkede først teltpælene op og flyttede fra Rådhuspladsen, da Thomas Banke havde sagt farvel - og et enigt byråd havde stemt på Kenny Bruun Olsen som borgmester. Nu sidder han der. Fæstningsdrengen, der er Venstremand af hjerte.
Han er 50 år. Gift med Marianne Olsen i snart 28 år. Fem børn i alderen fra ni til 26 år. Han er født på Sct. Joseph Hospital i Fredericia, og er opvokset i byen.
"Jeg har faktisk været her hele mit liv. Ja, lige bortset fra et efterskoleophold i Kolding, og et år på Grønland i 95/96."
Ingen tid til fritid, fastslår han.
"Arbejde og fritid flyder sammen, men det gør ikke noget. Jeg kan jo lide det sådan," siger Kenny Bruun Olsen, der dog erkender, at han er "træt i hovedet" efter et par dage i borgmesterstolen.
"Det er klart. Sådan er det jo med alt nyt."

Kæmpe udfordring

Kenny Bruun Olsen blev udlært elektriker i 1983. Han har haft egen virksomhed, været servicechef hos Bravida, og blev for nylig ansat som afdelingsleder i et it-firma.
"Men så kom det her jo væltende ned fra himlen," smiler byens nye førstemand og slår ud med armene.
Kenny Bruun Olsen har siddet i byrådet i tre år, og fik 326 stemmer ved kommunalvalget i 2009.
"Jeg tror såmænd ikke folk i Fredericia kender mig. Kun dem, som interesserer sig meget for politik. Derfor bliver det da også en kæmpe udfordring at vinde kommunaludvalget - og blive siddende på posten. Men jeg har sluppet alt, jeg havde i hænderne og kastet mig ud i arbejdet, siger Kenny Bruun Olsen og understreger, at fokus lige nu også handler om et godt samarbejde i byrådssalen.
"Et samlet byråd rakte hænderne frem mod mig. Og jeg tager imod dem. Et bredt samarbejde er vigtigt, så vi skal lære hinanden endnu bedre at kende i rød og blå blok. Vi skal diskutere uden at skændes. Vores holdninger skal mødes, og ved forhandlinger skal der være plads til kompromiser. For byens skyld," siger Kenny Bruun Olsen, der direkte adspurgt om sine kvaliteter svarer:
"Jeg kan lede en arbejdsgruppe stille og roligt, uden at dunke folk i hovedet. Jeg lytter, har et pragmatisk syn på tingene, er venskabelig og god til at spotte folks talenter. Jeg føler mig dog ikke altid godt tilpas i midtpunktet. Jeg er ikke Thomas Banke. Jeg er mig - og ingen andre."


"Da jeg kom hjem som nyvalgt borgmester, fejrede jeg det ikke. Jeg faldt i søvn på sofaen."
Kenny Bruun Olsen
Borgmester i Fredericia

Publiceret 23 January 2013 07:00