Allan Bang med beviset på, at han er årets ungdomsleder i DBU Jylland

Allan Bang med beviset på, at han er årets ungdomsleder i DBU Jylland

Allan fra Ågård er årets ungdomsleder i DBU

Han træner et ungdomshold og er derudover drivkraft bag forskellige tiltag hos ØSVN. Allan Bang er blevet årets ungdomsleder i DBU Jylland

Af
Jørgen Flindt

I løbet af interviewet kommer et par stykker hen og lige hilser på Allan Bang og ønsker ham tillykke.
Han er en vellidt mand hos idrætsforeningen Øster Starup Vester Nebel IF, dagligt kaldt for ØSVN IF. Og den vellidte mand har nu fået et helt konkret bevis på, at man er glad for det stykke arbejde, han laver.
Han er nemlig blevet kåret som årets ungdomsleder hos DBU Jylland.
- Det er jeg helt sikkert stolt og beæret over. Det er jo ikke fordi, at jeg laver et større stykke frivilligt arbejde end så mange andre, men en skulle jo vinde, og det blev mig, hvilket jeg jo kun være rigtig glad for. Det er da et skulderklap for både mig men især også for ØSVN. Det viser, at selv en lille forening som vores kan bidrage med noget, der bliver lagt mærke til, siger Allan Bang.

Narret

Han er nordjyde. Men det er mange år siden.
De seneste ti år har han og familien boet i Ågård, og da sønnen begyndte at spille fodbold, overtog faderen hurtigt trænertjansen for holdet.
Her er han træner sammen med Jeppe Vangsted, der ud over at være en god ven, også er manden, der indstillede Allan Bang til at blive årets ungdomsleder.
- Han fortalte mig i sommer, at han indstillede mig, og det var da ok, men det var ikke noget, jeg tænkte videre over. Jeg må indrømme, at jeg troede, at den kåring for længst var overstået. Men det var den så ikke, siger han og smiler.
For han blev nemlig "narret", da der forrig lørdag skulle være overrækkelse i Herning.
- Både familien og Jeppe havde holdt helt tæt. De havde sagt, at der var fodboldstævne i Herning, så det skulle vi til. Det troede jeg da fuldt ud på. Så jeg tænkte ikke mere over noget, før vi sad i bilen, og Jeppe spurgte, om jeg kunne huske, at jeg var blevet indstillet til prisen. Der gik det op for mig, at der var noget under opsejling, griner han.

Fodbold

Allan Bang er speditør hos DachserDenmark A/S i Kolding, og i fritiden brænder han for fodbold (har selv spillet danmarksserie i København) og som elsker at træne knægtene. De er nu blevet U12, og det går, for at sige på nordjysk, nu meget godt.
- De er nogle dygtige drenge, og ved du hvad? Uanset om en dag er god eller dårlig, så bliver dagen bare endnu bedre, når man kommer hen og træner de unge gutter. De er, i den alder, meget lige til og de er så passioneret omkring fodbolden, at det smitter af på Jeppe og jeg, siger manden, der nu kan kalde sig årets ungdomleder 2012.
Prisen er i øvrigt både et fysisk bevis til at hænge på væggen men derudover skal Allan og hustruen inviteret på tur til en af fodboldlandsholdets udekampe med fuld forplejning.

Publiceret 24 January 2013 12:00