Boksestævne med nummerpiger og fadøl

Fredag 25. januar er der Fight Night i Ikærhallen i Give

Af
Jørgen Flindt

Nummerpiger. Kolde fadøl og selvfølgelig masser af bøllebank.
Det hører sig til, når der er boksestævne, og fredag 25. januar er der stort boksestævne i byen med de stolte boksetraditioner, Give.
- Det er selvfølgelig en bokseaften, men det er også en festaften, hvor der kommer mange mennesker. Vi gør ekstra ud af det. Bare det, der er nummerpiger er lidt specielt ved et amatørstævne, men det har vi gode erfaringer med, siger Peter Thomsen, Der er formand for Give Atlet Klub, som sammen med Brande Bokseklub arrangerer stævnet.
Det er Ikærhallen i Give, som fredag danner rammer om stævnet, og det er fjerde år i streg, at Give Atlet Klub står bag Fight Night i Give.
- Det er en succes, og vi forventer 400-500 tilskuere. Men Give er også traditionel en stor bokseby. Det kan vi godt mærke. Fight Night er jo vores festaften for bokserne. Det er her, de er på hjemmebane, siger Peter Thomsen.

Sjællandsk modstand

Ud over de otte boksere fra Give er der fire boksere med fra Brande. Og alle tolv skal møde boksere fra Sjælland.
- Det er nyt. Både det at vi samarbejder med Brande, men også at alle boksere skal møde boksere fra Sjælland. Men vi har fået et samarbejde i stand med en træner fra Sjælland, som har fundet sjællandske boksere, som matcher vores boksere, siger han. Blandt det tolv lokale boksere finder man en kvindelig bokser. Hun hedder Louise Patrzalek.
- Vi forventer os en fantastisk boksekamp med Louise i ringen. Hun har bokset tre kampe, og hun har vundet dem alle. Hun er en utrolig sej pige, siger formanden.
Men alle boksere kunne nu fremhæves, og publikum må ifølge formanden forvente to ting af Fight Night i Give.
- En festaften og god amatørboksning, slutter han.
Fight Night starter klokken 19 fredag den 25. januar.

null

Publiceret 24 January 2013 10:00