Ramasjangvært Jacob Riising laver gode gerninger med børn i Rwanda til fordel for Danmarks Indsamling.

Ramasjangvært Jacob Riising laver gode gerninger med børn i Rwanda til fordel for Danmarks Indsamling.

Så er det igen tid til at gøre gode gerninger

Bibliotekerne i Vejen Kommune opfordrer alle børn til at gøre gode gerninger og være med til at støtte Danmarks Indsamlingen

Af
Dorthe Andresen

Vejen Kommunes Biblioteker har en opfordring til alle børn - nemlig at gøre gode gerninger: Overrask mor og far med morgenmad på sengen. Dæk bord i børnehaven. Eller hjælp med at samle skrald op i naturen.
For hver gode gerning, børnene gør i januar, giver LEGO Fonden nemlig 25 kroner til årets Danmarks Indsamling.
Så gør en god gerning og hjælp med at samle ind til Afrika. Det er budskabet, når Vejen Kommunes biblioteker sammen med landets øvrige børnebiblioteker, DR Ramasjang og LEGO Fonden sammen med alle danske børn samler ind til Danmarks Indsamling 2013.
"Hver gerning belønnes med 25 kroner, og alt tæller, hvad enten man tager opvasken efter aftensmaden, fejer opgangen eller tegner en tegning til sin farmor," fortæller Henriette Jensen, børnebibliotekar på Vejen Bibliotek.
For at tilføje lidt ekstra spænding til de gode gerninger har DR Ramasjang skudt en konkurrence i gang blandt landets skoleklasser, sfo'er og børnehaver, hvor de kan kæmpe om, at blive Danmarksmestre i gode gerninger.
Den gruppe, der laver flest gode gerninger, vinder en super sej Ramasjang T-shirts med teksten "Danmarksmestre i gode gerninger" til hele klassen – og bliver nævnt i det store indsamlingsshow på DR1 fredag den 8. februar fra klokken 19.
"Sidste år resulterede de gode gerninger i cirka 1,8 millioner kroner til indsamlingen, og det skulle gerne blive endnu mere i år, så vi håber så mange børn, skoleklasser, børnehaver og SFO'er som overhovedet muligt vil følge opfordringen til at gøre en masse gode gerninger," siger Rasmus Mandsberg fra Ramasjang.
Det eneste, man skal gøre, er at hente et skema på biblioteket eller på www.dr.dk/ramasjang - udfylde det med sine gode gerninger og aflevere det på sit lokale bibliotek senest onsdag den 6. februar. Hvis man er med i konkurrencen afleveres alle gruppens skemaer på en gang.



Danmarks Indsamling

* Danmarks Indsamling 2013 er en fælles indsamling til fordel for Afrika, som DR og 12 af Danmarks største humanitære organisationer står bag.
* Organisationerne arbejder for at hjælpe Afrika ud af fattigdom og fremme FN?s 2015 mål.
* Danmarks Indsamling blev holdt første gang i februar 2007 og har samlet næsten 500 millioner kroner til udviklingsprojekter i Afrika. I 2012 blev det til 87 millioner kroner til børn på flugt.
* Læs mere om Danmarks Indsamling på www.danmarksindsamling.dk eller www.dr.dk/danmarksindsamling.

Publiceret 24 January 2013 10:00