– Vi håber, at rigtig mange borgere vil læse med på programmet og bruge det som en anledning til at blande sig i debatten om, hvad Køge Kommunes kommende kulturhus skal kunne, siger kulturudvalgsformand Erik Swiatek. (Pressefoto).

– Vi håber, at rigtig mange borgere vil læse med på programmet og bruge det som en anledning til at blande sig i debatten om, hvad Køge Kommunes kommende kulturhus skal kunne, siger kulturudvalgsformand Erik Swiatek. (Pressefoto).

Store navne til kulturhuskonkurrence

KØGE: Der er arkitekter med fra den nationale og internationale superliga, når projektkonkurrencen for nyt kulturhus i Køge skydes i gang mandag den 28. januar.
Der var 38 ansøgere til Køge Kommunes prækvalifikation for kulturhuskonkurrencen, da fristen udløb i begyndelsen af januar. Ud af dem er der valgt fem team til deltagelse i projektkonkurrencen for et nyt kulturhus.
– Det var et fantastisk flot og velkvalificeret ansøgerfelt med de allerstørste danske tegnestuer og en håndfuld internationale navne, som bød ind i vores prækvalifikation. Det vidner om en meget stor interesse for vores kulturhusprojekt, siger Erik Swiatek, formand for Kulturudvalget i Køge Kommune.

Internationalt islæt

Fire af de fem team er danske, og i spidsen for det ene står Lundgaard & Tranberg Arkitekter, der skabte Det Kongelige Teaters Skuespilhus ved havefronten i København og det berømmede og prisbelønnede Tietgenkollegiet på Amager.
Ét team er samlet af Dorte Mandrup Arkitekter, som er meget rost for bl.a. kulturhuset Prismen på Amager og renoveringen af kulturkomplekset Sct. Nicolai i Kolding. Tegnestuen har allieret sig med Gitte Juul Arkitekter, som var én af vinderne fra den idékonkurrence, som Køge Kommune gennemførte i foråret 2012.
COBE Arkitekter, der med BIBLIOTEKET i Købehavns nordvestkvarter har skabt et levende og populært kulturhus med et markant ydre, står for et tredje team.
NORD Architects leder det fjerde danske team. De har bl.a. tegnet Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro, Ordrup Multihal og Center for Kræft og Sundhed på Nørrebro i København.
En af den internationale arkitektverdens største stjerner står i spidsen for det femte og sidste team. Den New York-baserede tegnestue Diller Scofidio + Renfro har bl.a. stået for Lincoln Center for Performing Arts i New York og Institute of Contemporary Art i Boston.

Fem forslag – én udstilling

De fem udvalgte arkitektteam deltager i konkurrencen, som starter 28. januar. Opgaven og ønskerne for kulturhuset er formuleret i et detaljeret konkurrenceprogram, som til den tid kan findes på Køge Kommunes hjemmeside.
– Vi håber, at rigtig mange borgere vil læse med på programmet og bruge det som en anledning til at blande sig i debatten om, hvad Køge Kommunes kommende kulturhus skal kunne. Det er helt nødvendigt, at vi hører de kommende brugere, hvis vi skal skabe et kulturhus for alle borgere i Køge Kommune, slutter Erik Swiatek.
I slutningen af marts afleverer de fem deltagere modeller og skitser, og en dommerkomité bestående af politikere og fagdommere udvælger en vinder. Vinderen ventes offentliggjort 2. maj, og alle konkurrenceforslag udstilles efterfølgende.

null

Publiceret 24 January 2013 05:45