Tungefilet med kiwi var et spændende element i frokostmenuen onsdag.(Foto: JCJ).

Tungefilet med kiwi var et spændende element i frokostmenuen onsdag.(Foto: JCJ).

Sund mad og motion er blevet et fælles projekt

Køge på Vægten har fået en overvældende god start - jagten på en sundere livsstil er blevet et fælles projekt for både deltagere og familie og venner.

Af
Martin Rasmussen

VÆGT: Der er stor forskel på holdenes resultater i den første uge af Køge på Vægten. Nogle af de omkring 200 hold har tabt sig rigtig meget, mens andre har tabt sig mindre, men fælles for alle er faktisk, at det går den rette vej med vægten.
Det er en fremragende start, som også kan aflæses på det samlede vægttab på omkring 1,8 tons, og det er der selvfølgelig mange årsager til - ikke mindst en høj motivation hos deltagerne. På Lørdags-Avisen har vi fem hold med i konkurrencen. Jeg er selv en del af holdet med det umiddelbart lidet flatterende men dog heldigvis tvetydige navn "Lørdags-Avisens største tabere", og på vores hold er oplevelsen, at det er klart motivationsfremmende både at være en del af et hold og en del af det store fælles projekt, som Køge på Vægten er blevet i Køge og omegn.
Der bliver snakket vægttab, motion og sund mad i bussen, på Facebook, i supermarkedet og hen over hækken - og på arbejdet hvor mad, motion og fremgang på vægten er blevet et yndet samtaleemne.
Det har givet en positiv energi at være fælles om et mål. Det samlede vægttab for "Lørdags-Avisens største tabere" udgjorde i alt 9,7 kilo i den første uge, og mens vi med en samlet startvægt i underkanten af 350 kilo ikke er dem, der kommer til at tabe os mest, så har Køge på Vægten til gengæld skabt øget fokus på sund mad og motion - og som håndboldspilleren Lars Jørgensen sagde til Lørdags-Avisen for et par uger siden, så er det noget alle kan have glæde af uanset målet for vægttab.

Populær frokost

De daglige madleverancer fra PR Menu Theilgaarden ved frokosttid er på kort tid blevet et meget populært indslag her på Lørdags-Avisen. Dels fordi der er lækker frokost på menuen hver dag, dels fordi det gør det væsentligt nemmere at holde sig til en sund kost, når den bliver serveret på denne måde.
Der er blandt andet masser af fisk på menuen. I denne uge har vi blandt andet fået en yderst velsmagende salat med varmrøget laks, chilimarineret hellefisk og en spændende kombination af tungefilet og kiwi. Sidstnævnte var en ny oplevelse for undertegnede, og en der er værd at gentage, da kiwiens friske syrlighed passede perfekt til den hvide fisk.
I løbet af ugen har der blandt andet også været marinerede muslinger og fisketerrine med laks på frokostmenuen - og en række kød- og vegetarretter, så der er noget for enhver smag på den indbydende buffet.

Der har blandt andet også været kylling med grøntsager på menuen fra PR Menu Theilgaarden i ugens løb her på Lørdags-Avisen.

Der har blandt andet også været kylling med grøntsager på menuen fra PR Menu Theilgaarden i ugens løb her på Lørdags-Avisen.

Indbydende kostplan

Desuden vil vi fra vores holds side gerne rose den indbydende kostplan på www.køgepåvægten.dk, der giver daglig inspiration til sund kost.
- Det er nemme og hurtige opskrigter, og det smager godt, lyder den samlede bedømmelse, efter at holdets medlemmer blandt andet har forsøgt sig med hakkedrenge med rodfrugt, laks bagt med birkes, broccolisalat og en mos af kartofler og persillerod.
Og så vil jeg gerne runde af med en opfordring til alle om at holde dampen oppe. Nu er der gået to uger af Køge på Vægten, og risikoen er der for, at det "bliver hverdag" efter den indledende gejst, og måske går det heller ikke så hurtigt med vægttabet i de kommende uger som i begyndelsen. Støt hinanden på holdene og på tværs af holdene - og tal om udfordringerne; det kræver en fælles indsats at nå det overordnede mål om at nå et vægttab på fem tons i løbet af de otte uger, som Køge på Vægten løber.
I næste uge vil vores annoncekonsulent Anders Kring skrive om, hvordan det går med hans hold "Lørdags-Avisen De Økonomiske" og kommentere den daglige menu fra PR Menu Theilgaarden.

null

Publiceret 24 January 2013 16:00