Fra på lørdag kan man gense den populære TV-serie om Bølle-Bob.

Fra på lørdag kan man gense den populære TV-serie om Bølle-Bob.

Bølle-Bob er tilbage på skærmen

Lørdag vender en af de største TV-succeser for børn tilbage, nemlig serien om Bølle-Bob, Smukke Sally og de hårde børster

Af
Helene Stolle

Børn 'Bob er en rod, han er lærerens skræk. Han er hele byens bølle, han er sjofel og fræk'. Sådan lyder begyndelsen af sangen om Bølle-Bob, og langt de fleste voksne kan synge med på den og de mange andre sange, der er tilknyttet det særlige univers omkring Bølle-Bob. Et univers, der handler om at være midt i barndommen og ungdommen med venskaber, den første forelskelse, skolens søde pige og de hårde børster, der slet ikke er så hårde, som de giver udtryk for.
Det var Gunner Gertsen, der tilbage i 1979 skabte Bølle-Bob og de mange iørefaldende sange, der med det samme gik rent ind hos børn og unge. I 1998 valgte man at lave en TV-serie over Bølle-Bob, og siden da er en rediegeret filmversion med tilhørende CD solgt i mere end 135.000 eksemplarer, og sidste sommer oplevede ikke mindre end 5.000 publikummer Bølle-Bob i efterårsferien i Århus.
Lørdag den 26. januar kan alle børn og voksne igen opleve Bølle-Bob på TV-skærmen. De kommende fire weekender, både lørdag og søndag morgen, viser TV2 den populære TV-serie.

Fra drøm til virkelighed

TV-serien om Bølle-Bob blev startskuddet til at gøre drøm til virkelighed for en af de unge medvirkende. Værløsepigen, Liv Stevns Petersen, spillede som 12-årig dengang tilbage i 1998 en af skolens hårde børster, en rolle hun mindes med glæde.
"Det var en kæmpe stor oplevelse, og en tid som jeg husker som ret fantastisk. Der blev jo dannet mange venskaber," fortæller hun.
Bølle-Bob var dog ikke det første bekendtskab Liv Stevns Petersen havde med skuespillet. Som elev på Syvstjerneskolen havde hun været med i skolens årlige musicals, og som 10-årig medvirkede hun i en forestilling på Amagerscenen.
"Jeg har altid elsket skuespillet, men oplevelsen med Bølle-Bob filmen gav mig helt klar mere mod på og lyst til, at det var den vej, jeg skulle gå," siger hun.

Som lille spillede Værløse-pigen Liv Stevns Petersen (i midten) en af 'skolens hårde børster' i Bølle-Bob. I dag er hun uddannet musical performer og bor i århus. Foto: B-bob.dk

Som lille spillede Værløse-pigen Liv Stevns Petersen (i midten) en af 'skolens hårde børster' i Bølle-Bob. I dag er hun uddannet musical performer og bor i århus. Foto: B-bob.dk

Musical performer

I dag er Liv Stevns Petersen uddannet musical performer ved det Danske Musical Akademi, og har hun har medvirket i en række forestillinger ved blandt andet Fredericia Teater og Østre Gasværk.
Sidste år modtog den unge skullespiller, der i dag har skiftet Værløse ud med en lejlighed i Århus, et studie- & rejselegat fra Dansk Skuespillerforbund, og det har hun brugt til en tur til New York, hvor hun har dygtiggjort sig indenfor sit fag.
Næste opgave for Liv Stevns Petersen bliver at være instruktørassistent på Fredericia Teater.
"Det glæder jeg mig meget til, for det er min drøm at kunne kombinere både at være foran scenen og på scenen," siger hun og afslører, at hun ikke selv skal se Bølle-Bob den kommende weekend.
"Jeg har nemlig ikke noget fjernsyn," griner hun.

Værløse pigen Liv Stevns Petersen fik smag for skuespillet, da hun som lille medvirkede i den evigt populære Bølle-Bob. I dag er hun uddannet musical performer.

Værløse pigen Liv Stevns Petersen fik smag for skuespillet, da hun som lille medvirkede i den evigt populære Bølle-Bob. I dag er hun uddannet musical performer.

Publiceret 25 January 2013 09:00