På trods af sne og frost kan præsten stadig grave grøntsager op af den store køkkenhave hun har fået anlagt.

På trods af sne og frost kan præsten stadig grave grøntsager op af den store køkkenhave hun har fået anlagt.

Kosovo, Afghanistan og Christiansfeld

Præst Annette Wiuf Christensen har, efter udsendelser til krigshærgede lande, fundet sig til rette i den lille Honningkageby

Af
Anne Lind

Anne Andersen

Solsorten der leder efter lidt at spise i den stenfrosne jord virker næsten larmende i denne lørdag eftermiddags totale stilhed i Christiansfeld.
Haven, der hører til præsteboligen, hvor byens præst har boet siden hun kom til sognet for knap et år siden, vidner om, at her har en entusiast til huse.
Og Annette Wiuf Christensen bekræfter da også, at hun er, stort set selvforsynende med grøntsager:
- Jeg kan godt lide at gå i haven, det er dejligt afstressende, og så får man også lidt motion, smiler hun.
At finde et frirum, eller et sted hvor man kan samle tankerne og lukke alt andet ude, har præsten, der oprindeligt kommer fra Sønderjylland, øvet sig en del i de sidste år. Som feltpræst har hun to gange været udsendt sammen med de danske styrker - én gang i Kosovo hvor hun var afsted i seks måneder og senest i 2011 hvor hun var tre måneder i Afghanistan:
- Som præst følger jeg soldaterne i deres hverdag. Jeg bor sammen med dem, spiser det samme som dem og har også min egen uniform. Min vigtigste opgave er, at gøre hverdagen tålelig for soldaterne, tale med dem og lytte til dem. Kirken skal være der hvor folk er, og når Danmark går i krig, så skal vi også være der som præster, siger Annette Wiuf Christensen og fortæller om en af de oplevelser hun heldigvis kun har været vidne til en enkelt gang som udsendt:
- I 2011 kort tid før vi skulle hjem, var der en dansk soldat der mistede livet. Det var en speciel oplevelse, og det er jo især specielt, fordi vi er så langt væk hjemmefra.
Mine opgaver her, var at holde mindehøjtidelighed, at sørge for at sende kisten hjem og at snakke med dem der var omkring den afdøde. Jeg kendte ikke soldaten personligt, men ved et dødsfald er det nok også det professionelle der træder i kræft. Det skal gøres værdigt og ordentligt, siger præsten og tager en slurk af kaffen der efterhånden er blevet lunken, i takt med at historierne fra fortiden dukker frem.
Når den 41-årige præst skifter præstekjolen ud med uniformen, så bliver hun en del af et helt specielt fællesskab. Og når soldaterne kommer for at lette deres tanker eller for at få syndernes forladelse, så kan de være helt sikre på, at alle hemmeligheder er velforvaret:
- Soldaterne er fuldstændig sikre på, at det de fortæller til mig, det kommer ikke videre. Præsten er til at stole på, og sådan skal det også være, siger Annette Wiuf Christensen og fortæller, at på trods af glæden ved at være udsendt, så skal hun ikke afsted igen foreløbig:
- Jeg har brug for at tage den med ro nu. Det er en stressfaktor at være udsendt med de mange indtryk, og så skal jeg også lige falde på plads her i Christiansfeld.

Et stykke unikt Danmarkshistorie

Annette Wiuf Christensen blev uddannet præst i 1999 og hun kom til Christiansfeld i marts sidste år, efter at have arbejdet en årrække som præst i Randers. Og at det lige blev den lille by Christiansfeld hun kastede sine kærlighed på er langt fra tilfældigt:
- Jeg er meget interesseret i historie, og nu bor jeg jo i et stykke unikt Danmarkshistorie. Det er et kæmpe privilegium og også en udfordring, hvordan vi formidler den her kulturarv, vi har, siger Annette Wiuf Christensen.
For præsten, der snart kan fejre et års jubilæum i byen, ligger der mange opgaver og venter. Ifølge hende selv er en af de vigtigste, at møde folk hvor de er og så skrue ned for tempoet:
- Vi lever alle i en virkelig travl hverdag og i et stresset samfund. Jeg mener, der er et behov for at prioritere roen i vores liv. Kirken har en langsomhed som kan være det faste holdepunkt som gør, at vi får ro i tilværelsen, slutter Annette Wiuf Christensen.

Publiceret 25 January 2013 06:00