Hushandlen ligger nu stabilt i det sydjyske område, oplyser Nybolig.

Hushandlen ligger nu stabilt i det sydjyske område, oplyser Nybolig.

Stabilt boligmarked i Sydjylland

Både priser og antallet af solgte boliger i Sydjylland holder et stabilt niveau. Boligkøberne får nu væsentligt mindre i prisafslag end for et år siden, siger Nybolig

Af
Peter Rasmussen

Boligmarkedet i Sydjylland holder fortsat et meget stabilt niveau.
Efter en stigning i starten af året blev den gennemsnitlige kvadratmeterpris på villaer og rækkehuse i Sydjylland justeret en smule ned i 4. kvartal med 0,4 pct.
"Når priserne holder sig på et konstant niveau skyldes det, at efterspørgslen og salget er meget stabilt. Vi har gennem det seneste år set udsving i salget, men det rettede sig op i årets sidste kvartal, hvor der blev solgt to procent flere boliger," siger ejendomsmægler & indehaver Erna Toft Christensen, Nybolig Rødding:
"Efterspørgslen er størst i de større byer, mens det er vanskeligere at sælge villaer i landområder. Køberne er især unge børnefamilier som køber ejerbolig for første gang samt andengangskøbere, der benytter sig af de lavere priser til at få mere plads," fortæller hun.

Mindre prisafslag

Efterspørgslen har betydet, at det afslag der bliver givet i prisen i forhandling mellem sælger og køber er faldet betragteligt.
"I årets sidste kvartal blev der således kun givet et afslag i den sidste forhandling på to procent svarende til 31.000 kr. På samme tidspunkt året før blev der givet et afslag på seks Procent svarende til 95.000 kr., siger ejendomsmægler og indehaver Stig Aaes Jensen, Nybolig Vojens.

Publiceret 25 January 2013 03:00