Tre smil der nu er stivnede hos Ole Termansen, Mette With Hagensen og Søren Andersen.

Tre smil der nu er stivnede hos Ole Termansen, Mette With Hagensen og Søren Andersen.

SKUFFEDE SKOLEBESTYRELSER:

Udsat beslutning er en dårlig beslutning

Politikernes manglende mod til at beslutte noget vedrørende Varde Bys skolestruktur giver usikkerhed og modvirker vækst.

Af
Kim Schou

Flere ugers intens kamp for at bevare tre enhedsskoler i Varde By er nu endt i usikkerhed og stor skuffelse over byrådets politikere.
For ganske vist opnåede skolebestyrelserne fra Brorsonskolen, Sct. Jacobi Skole og Lykkesgårdskolen med deres protest at undgå vedtagelsen af en ny skolestruktur, der ville ændre de tre enhedsskoler til to skoler for 0.-6.-klasse og én overbygning med elever fra 7.-9.-klasse.
Men det lykkedes ikke at få strukturen taget af bordet. Strukturdebatten er blot udskudt, og det skaber utryghed.
"Lykkesgårdskolen kommer til at leve i undtagelsestilstand. Vi har ventet meget længe på en afklaring, og den afklaring er nu sendt langt ud i fremtiden. Det kan hverken personale, forældre eller elever være tjent med," siger Mette Hagensen, formand for forældrebestyrelsen på Lykkesgårdskolen:
"Det er en daglig kamp at få undervisningen til at fungere med skolen spredt på to adresser. Vi kan ikke drive en skole med de mange midlertidige løsninger i tre-fire år," siger hun

Kujonagtigt

Søren Andersen, formand for skolebestyrelsen på Sct. Jacobi Skole, er dybt skuffet over politikerne.
"Der foreligger tre skolers høringssvar; der har været en massiv forældreprotest, og der har været rigeligt med materiale at træffe en beslutning ud fra. Samtlige politikere ved, hvad de skal vide i denne sag, men de tør ikke melde noget åbent ud. Det er kujonagtigt, og det er ødelæggende for mulig vækst i Varde," siger han.
Formanden for skolebestyrelsen på Brorsonskolen, Ole Termansen, kan heller ikke glæde sig over, at beslutningen nu er udskudt:
"Vi aner ikke, om vi er købt eller solgt. Det skaber en kæmpe usikkerhed," siger han:
"Det er besynderligt, at man kan sidde så store protester overhørigt. Der er ingen saglige argumenter er for at indføre en ny struktur, og der har været massiv modstand mod at gøre det. Det til trods vil politikerne ikke melde klart ud, hvad de vil. Jeg tror og håber, at folk kan huske det her til kommunalvalget," siger Ole Termansen.

Publiceret 25 January 2013 06:30