Karina Lorentzen Dehnhardt lytter, mens Poul Sunesen og Anni Matthiesen argumenterer for, at Boligjobordningen bør genindføres.
Fotos: Dorthe Andresen

Karina Lorentzen Dehnhardt lytter, mens Poul Sunesen og Anni Matthiesen argumenterer for, at Boligjobordningen bør genindføres. Fotos: Dorthe Andresen

Genindfør Boligjobordningen - det kan kun gå for langsomt

Venstres folketingsmedlem Anni Matthiesen havde sat sin folketingskollega Karina Lorentzen Dehnhardt fra SF stævne hos Poul Sunesen, der har tømrer- og snedkerfirmaet Dahl Nielsen og Sunesen i Vejen

Af
Dorthe Andresen

"Når man nu endelig har lavet noget, der virker, så er det rigtig synd, at det forsvinder."
Sådan siger Poul Sunesen, der har tømrer- og snedkerfirmaet Dahl Nielsen og Sunesen, om regeringens beslutning om, at den populære Boligjobordning ikke længere kan bruges.
For ordningen, der nåede at køre i godt to år, blev pr. 31. december afskaffet, og det vil komme til at gøre ondt på de små og mellemstore håndværkervirksomheder.
"Dansk Byggeri har beregnet, at det vil koste omkring 1400 job i Sydjylland og godt 5000 job på landsplan. Regeringen siger, at ordningen er en for dyr løsning, men jeg tror ikke, at man har regnet det til bunds," siger Anni Matthiesen, der er folketingsmedlem for Venstre.
I sidste uge havde hun sat sin folketingskollega Karina Lorentzen Dehnhardt fra SF stævne i værkstedet hos Poul Sunesens tømrer- og snedkerfirma.

Koster lærepladser

Formålet med besøget var at forsøge at overbevise Karina Lorentzen Dehnhardt om, at det bedste regeringen kan gøre, er at få genindført Boligjobordningen. Og det kan kun gå for langsomt.
"Alle små og mellemstore virksomheder har fået noget ud af ordningen. Og nu har folk endelig fundet ud af, hvad ordningen går ud på. Og det er en ordning, som har været meget nem at administrere," siger Poul Sunesen, der også er formand for Dansk Byggeris lokalforening for Vejen og Grindsted.
Han frygter, at hvis ordningen ikke bliver genindført, så kan det på sigt betyde, at virksomhederne ikke længere vil kunne ansætte lærlinge.
"Det er ikke de store virksomheder, der udlærer arbejdsstyrken. Det er de små og mellemstore virksomheder, der gør det. Men hvordan skal vi blive ved med at tage ansatte ind, hvis regeringen fjerner det arbejde, vi kunne lave," siger Poul Sunesen, der i sit firma har 30 ansatte - heraf er de fem lærlinge.

Poul Sunesen, der har tømrer- og snedkerfirmaet Dahl Nielsen og Sunesen i Vejen, anslår, at godt halvdelen af de opgaver, som firmaet har fået, er kommet på grund af Boligjobordningen.

Poul Sunesen, der har tømrer- og snedkerfirmaet Dahl Nielsen og Sunesen i Vejen, anslår, at godt halvdelen af de opgaver, som firmaet har fået, er kommet på grund af Boligjobordningen.

Ikke afvisende

Karina Lorentzen Dehnhardt lyttede til argumenterne fra både Anni Matthiesen og Poul Sunesen, og hun var glad for, at hun havde fået mulighed for at høre om Poul Sunesens erfaringer med Boligjobordningen.
"Jeg medgiver, at det måske ikke er helt heldigt at fjerne ordningen. Så jeg hører, hvad du siger og sidder et sted, hvor jeg kan hviske det videre," sagde Karina Lorentzen Dehnhardt, der også havde et helt klart spørgsmål til Poul Sunesen:
"Kunne man gøre ordningen endnu bedre eller måske anderledes?"
Og det mente Poul Sunesen godt, han havde svaret på.
"Man burde faktisk hæve beløbet til 25.000 pr. person i stedet for 15.000. Og så gøre ordningen permanent, så den ikke kun gælder i krisetider. Den her ordning er noget, vi har gået og ønsket os, fordi den er så let at administrere, både for virksomhederne og for borgerne," sagde Poul Sunesen.
Om regeringen vælger at genindføre Boligjobordningen, kunne Karina Lorentzen Dehnhardt naturligvis ikke sige noget om, men hun fortalte, at man nu skal i gang med at arbejde på en jobskabelsespakke, og at man måske i den forbindelse kan se på muligheden for at få en ordning som Boligjobordningen integreret.

Publiceret 27 January 2013 10:00