Biblioteksleder Anette Månson håber, at mange vil deltage i den brugerundersøgelse, som Vejen Kommunes Biblioteker gennemfører i uge 6. Arkivfoto

Biblioteksleder Anette Månson håber, at mange vil deltage i den brugerundersøgelse, som Vejen Kommunes Biblioteker gennemfører i uge 6. Arkivfoto

Hvad synes du om dit bibliotek?

I uge 6 gennemfører Vejen Kommunes Biblioteker en brugerundersøgelse

Af
Dorthe Andresen

Er udvalget af lydbøger eller film stort nok? Hvordan er bibliotekets børneområde? Er bibliotekets hjemmeside let eller svær at bruge?
Det er nogle af de spørgsmål, som Vejen Kommunes Biblioteker gerne vil have svar på, når de i uge 6 gennemfører en brugerundersøgelse.
Undersøgelsen skal give biblioteket oplysninger om, hvordan biblioteket bliver brugt og om, hvordan bibliotekets tilbud passer til brugerne.
"Vi har valgt at lave denne undersøgelse, fordi vi gerne vil afstemme vores tilbud, så de bedst muligt passer til brugerne. Vi kan ganske enkelt kun udvikle vores bibliotek optimalt, hvis vi kender brugernes behov og ønsker. Så for os er det helt naturligt at tage brugerne med på råd og håbe, at rigtig mange vil bidrage med deres input," siger biblioteksleder Anette Månson fra Vejen Kommunes Biblioteker.
Brugerne kan deltage i undersøgelsen på bibliotekerne i Vejen Kommune eller via bibliotekets hjemmeside på www.vejbib.dk. Brugerundersøgelsen på bibliotekerne i kommunen er del af en større undersøgelse, som gennemføres på biblioteker i 42 kommuner landet over. Også det giver biblioteket noget at arbejde videre med.
"Udover at få her og nu viden om vores brugere her i kommunen, får vi mulighed for at sammenligne os med andre biblioteker. På den måde kan vi lære af de biblioteker, der gør det rigtig godt," siger Anette Månson, der håber, at rigtig mange borgere vil deltage i undersøgelsen og give deres mening til kende.

Publiceret 27 January 2013 11:30