For tredje gang vil der være kyndelmisse i Rye kirke 3. februar kl. 17. Arkivfoto. David Foli.

For tredje gang vil der være kyndelmisse i Rye kirke 3. februar kl. 17. Arkivfoto. David Foli.

Kyndelmisse i Rye kirke

Rye Traditionen fortsætter nu for tredje gang med musikgudstjenesten på Kyndelmisse i Rye kirke. Igen i år vil den kendte trompetist Gorm Hovaldt og sønnen, musicalsangeren Christoffer Hovaldt, være med til at gøre det hele ekstra stemningsfyldt. Ordet Kyndelmisse er en fordanskning af de to latinske ord for ”lys” og ”messe”, altså candelarum og missa. Det er dagen, hvor det markeres, at halvdelen af vinteren er gået, og i den katolske kirke fejres dagen stadig med en stor lysmesse. Det er noget af denne smukke tradition, man vil kunne deltage i ved musikgudstjenesten i Rye Kirke søndag d. 3. februar kl. 17.00. Alle kirkegængere får et stearinlys udleveret, før de går ind i kirken. På et tidspunkt under gudstjenesten vil al belysning blive slukket. Og dér midt i vintermørket vil de levende lys, som kirkegængerne holder, ét efter ét blive tændt. Gudstjenesten er meget velegnet for alle, både børn, voksne og ældre. Kendt og elsket musik, hentet både fra musicals, fra den danske vise- og sangskat og fra den klassiske verden, leveres af solotrompetist Gorm Hovaldt og hans søn sangeren Christoffer Hovaldt samt kirkens organist. Endelig vil Motetkoret også bidrage med et par smukke korsange.

Publiceret 27 January 2013 00:10