Indehaver af LokalBolig Køge, Kenn Riel.

Indehaver af LokalBolig Køge, Kenn Riel.

LokalBolig i Køge støtter udsatte børn i Kenya

LokalBolig i Køge er bevidst om sit sociale ansvar. At give noget tilbage til andre, der har det svært. En gruppe forældreløse, forladte og misbrugte børn i Kenya får en ekstra håndsrækning fra Køge

STØTTE: Det var i forbindelse med en kreditvurdering, at Kenn Riel fra LokalBolig i Køge blev bekendt med Little Angels Hope i Kenya, og det store stykke arbejde, der gøres for at hjælpe udsatte børn med mad, medicin, et soveleje og skoleundervisning.
- Når man hører om Little Angels Hope og de udsatte børn, der her får en barndom uden misbrug og kriminalitet, vækkes en oprigtig interesse for at bidrage til det fortsatte arbejde og de mennesker, som sætter alt ind på at gøre det bedre for disse børn, siger Kenn Riel.

Bidrag, der gør en forskel

LokalBolig har valgt at donere et samlet beløb til Little Angels Hope, men derudover også fra 1. januar 2013 at yde et lille bidrag hver gang, et hussalg gennemføres. Med mere end 100 hushandler i 2012 varsler det godt for sagen. Ethvert bidrag gør en forskel.
LokalBolig har længe ønsket at påtage sig sit sociale ansvar, og det var i mødet med stifter og initiativtager Elina Munga, at sagen blev klar.
Elina Munga, der i dag bor i Næstved, har siden 1989 arbejdet for at skabe værdige, trygge rammer for misbrugte, forældreløse og forladte børn i Kilifi Distrikt, ca. 20 kilometer fra Mombasa i Kenya.
-Jeg har selv haft en hård opvækst og ved, hvor svært de forældreløse, misbrugte børn har det. I dag bor 35 børn i alderen 3–21 år hos Little Angels Hope. Rammerne er ydmyge, men kærlige og trygge. Her får de mad, et soveleje, lægehjælp og skoleundervisning, fortæller Elina Munga.

Støt Little Angels Hope

I 2010 stiftede Elina Landsforeningen Little Angels Hope for at samle penge ind til Little Angels Hope. Målet er at kunne bygge et hus på foreningens 2 hektar jord – et børnehus med skole og beboelse. Børnene har også stadig brug for basale ting – mad, tøj og medicin – samt undervisning, så de kan komme godt videre i livet.
Vil du gerne være medlem af Landsforeningen Little Angels Hope og støtte arbejdet for de udsatte børn, kan du kontakte Elina Munga på 4246 3193 eller elina@little-angelshope.dk.
Ethvert beløb modtages med glæde og kan gøre en stor forskel. Du kan også læse mere på www.little-angelshope.dk.
mvd

LokalBolig støtter forældreløse, forladte og misbrugte børn i Kenya og er med til at hjælpe dem godt videre i livet.

LokalBolig støtter forældreløse, forladte og misbrugte børn i Kenya og er med til at hjælpe dem godt videre i livet.

Publiceret 27 January 2013 06:30