Tæt på fremtidens teknologi

Teknisk Gymnasium i Aabenraa og Sønderborg får besøg af robotten NAO

Torsdag, den 7. februar kommer robotten NAO på besøg på Teknisk Gymnasium i Aabenraa og Sønderborg.
NAO er en lille, fuldt ud programmerbar, humanoid robot på 58 centimeter bygget med sensorer som kamera, mikrofoner, trykfølsomhed, stemmegenerator og højttalere. Den er det europæiske svar på japanske Asimo og designet til at efterligne følelser hos et-årige børn.
"NAOs skulle have et enestående potentiale som læringsværktøj i den naturfaglige undervisning. Den bruges på tekniske universiteter rundt om i verden for at fange de studerendes opmærksomhed - og udover at give hands-on erfaring med fremtidens teknologi, kan den understøtte koblingen over til den mere traditionelle teoretiske viden inden for områder som it, ingeniørvidenskab og matematik," fortæller Nicolae Marian, der underviser i matematik, programmering/IT og teknikfag på Teknisk Gymnasium og er initiativtager til arrangementet.
NAO kan vise glæde og tristhed, aflæse kropssprog og genkende ansigter, og tilmed huske, hvordan forskellige mennesker har behandlet den. NAO bevæger sig livagtigt på måder, man skulle tro var umulige for en robot, og på nuværende tidspunkt er den førende på markedet inden for avanceret teknologi.
Teknisk Gymnasium har inviteret Teknologisk Institut i Odense til at præsentere NAO-robotten. Formålet med besøget er dels at give eleverne mulighed for at stifte bekendtskab med fremtidens robotteknologi på nærmeste hold, dels at undersøge det uddannelsesmæssige potentiale for Teknisk Gymnasium ved en eventuel investering i NAO-robotten.
Ved arrangementet får de studerende først et oplæg om robotteknologi og derefter en præsentation af NAO. Og NAO får også mulighed for at ?snakke med? de robotter HTX-programmeringsklassen selv har lavet i Lego.
En investering i NAO vil sætte Teknisk Gymnasium Sønderjylland som førende blandt sønderjyske gymnasier på det naturvidenskabelige område, og være et næste skridt efter etableringen af Lego Center Syd, der netop er gennemført med gavmild støtte fra Danfoss og Linak.

Publiceret 27 January 2013 07:00