Der arbejdes hårdt og målrettet på at gøre russiske Sochi klar til næste års OL-værstskab. Her er det den olympiske hal, der blandt andet skal huse ishockeyturneringen, der er under konstruktion.

Der arbejdes hårdt og målrettet på at gøre russiske Sochi klar til næste års OL-værstskab. Her er det den olympiske hal, der blandt andet skal huse ishockeyturneringen, der er under konstruktion.

Citius, altius, fortius

SE Arena i Vojens spiller en hovedrolle når det danske ishockeylandshold skal kvalificere sig til OL i russiske Sochi

Af
Peter Rasmussen

Citius, altius, fortius - hurtigere, højere, stærkere - sådan hedder det olympiske motto, og det trækker stærke tråde langt tilbage i tiden. Tilbage til en tid før sport blev arbejde og TV underholdning.
På forunderlig vis er det lykkedes verdens største sportsstævne, De Olympiske Lege, at bevare noget af sin uskyldsrenhed og mange af de værdier, der allerede herskede i de antikke lege. Og som de moderne lege blev bygget på da Pierre de Coubertin stod fadder til disse i slutningen af 1800-tallet.
Der er kolossal prestige i at vinde verdens største turneringer, enorme pengesummer at tjene, hvis man opnår stjernestatus og naturligvis eksorbitante bonusser til de, der kan kalde sig verdensmestre. Men intet kan måle sig med OL. Dette enorme stævne, der samler verdens største atleter én gang hvert fjerde år, har noget særligt. Det er langt større end noget mesterskab. Mange af de deltagende har trænet et helt liv for at være der netop nu. Og det at man er en del af hele det olympiske fællesskab og den olympiske drøm, er en oplevelse, der vil være mejslet ind i ens sjæl for resten af livet.
Endnu har de danske ishockeyspillere aldrig prøvet at være en del af eventyret. Trods mange år i verdens bedste gruppe, A-gruppen, så er det endnu ikke lykkedes at slippe gennem nåleøjet. Men i år er chancen større end nogensinde før.
Kvalifikationsstævnet skal afvikles på egen is - i SE Arena i Vojens. Foran et dansk publikum. Nu skal det lykkedes så også ishockeydrengene kan prøve eventyret.

Fest omkring kampene

Det er første gang nogensinde, at det danske ishockeylandshold har hjemmebane i så vigtig en turnering, og alle sejl er sat til for at det skal blive en succes. Både sportsligt - på isen, og arrangementsmæssigt udenfor denne.
Og festen kommer da også til at brede sig udenfor SE Arena. I Vojens Hal 1, der ligger som nabo til arenaen, opbygges en såkaldt "FanMile". Her vil der være fest og oplevelser stort set non stop under stævnet.
Torsdag fra klokken 11.00 åbnes der op for fire dages fest i Vojens. Alle dage er der gratis entre, og alle dage dukker MITU, der er kåret som Danmarks bedste DJ de seneste tre år, op for at underholde i FanMilen.
Desuden vil der som optakt til hver af Danmarks kampe være OL-corner med prominente gæster, opladning og konkurrencer, så publikum kan blive optimalt klædt på inden det går løs mod Ukraine, Hviderusland og Slovenien.
Om lørdagen, der er kampfri, står fanmilen heller ikke stille. Der er åbning klokken 14.00, mulighed for at skøjte i "Blikskuret" om eftermiddagen og fra klokken 19.00 er der stor hockeyfest på FanMilen. 

Også kvinderne

Det er ikke kun de danske ishockey-mænd, der kan spille sig til de første OL-billetter. Det kan kvindernes landshold faktisk også. Der spilles OL-kvalifikation for kvinder på de selvsamme dage. Danmark skal spille i Slovakiet og møder her værterne om torsdagen, Norge om fredagen og Japan om søndagen. Det er vanskeligt, at vurdere de danske chancer, men de rød-hvide har vundet de seneste seks kampe, så de drager østpå med masser af selvtillid.

Det danske ishockeylandshold har flere gange tidligere spillet i SE Arena.

Det danske ishockeylandshold har flere gange tidligere spillet i SE Arena.

Publiceret 29 January 2013 04:00