DIU lægger ben til Afrika

Af
Af Svend Mikael Larsen

DGI og DR P4 står bag projektet "Gi’ dine ben til Afrika”, hvor løbeklubber over hele Danmark holder åbent hus eller arrangerer løb. Løbere, der deltager, donerer så et beløb, der går direkte til Danmarks Indsamling 2013. Hos Dybbøl Idræt- og Ungdomsforening har man besluttet at deltage og afholder derfor to-kilometers løb lørdag den 2. februar kl. 14 ved Dybbølhallen Broager sparekasse Skansen. Dybbøl Idræt- og Ungdomsforening ser også arrangementet i uge seks som en god anledning til, at nye folk kan møde klubbens medlemmer i den mørke og kolde februar måned. Danmarks Indsamling 2013 er en fælles indsamling til fordel for Afrika, som DR og 12 af Danmarks største humanitære organisationer står bag. Indsamlingen kulminerer med et kæmpe tv-show på DR1 fredag den 8. februar, hvor fire landsdele kæmper om at samle flest penge ind, og beløbene fra løberne og løbeklubberne indgår i dette regnskab.

Publiceret 30 January 2013 08:00